Hej... Længe siden.

Hej læsere - hvis der da stadig er nogle derude. Jeg kan godt forstå, hvis der ikke er. Jeg undskylder den meget lange periode uden ord og billeder herinde. Uanset om der er nogle, der læser med eller ej, laver jeg nu alligevel et blogindlæg alligevel. Bare for lige at få nogle tanker ud.

Længe siden - jo vidst. Nogle måneder er det da vidst blevet til. Hvad skete der? Jeg fik travlt. Eller, det gjorde jeg egentlig ikke så meget. Altså, siden jeg sidst skrev har jeg fået et job ganske vidst. Men altså - motivationen har bare ikke været der. 

Men hvor savner jeg det egentlig. At dele tanker, billeder. At komme ud med noget. Med ord. Og billeder. Og jeg vil til det igen. Jeg har længe gået i en periode og manglet motivation og inspiration. Jeg har været igennem nogle ting og er det stadig. Mit hoved er sprængfyldt med... Alt muligt. Så jeg tænker, at det ville være belejligt at komme ud med nogle følelser via blogging igen.

Denn gang vil jeg dog udtrykke mig gennem billeder og intet andet. Og det vil ske på en helt ny blog. En helt frisk start. Jeg vil inddrage få flotte, enestående billeder. Åh, hvor jeg savner det. I gymnasiets blå bog står der ganske vidst også flere hentydninger til mine fotografiske evner og at jeg i fremtiden vil blive fotograf, så jeg må hellere i gang igen. Og jeg elsker det jo. Og savner det. 

Jeg håber, at der stadig er nogle derude, der måske vil følge med i en ny blog, som jeg starte om. Der hvor et nyt eventyr vil begynde, en ny frisk start, en ny chance. Kun fantasien sætter grænser, som man siger.

Jeg er begyndt. Det skulle ikke være fra starten af det nye år, eller den første i måneden eller "i næste uge". Nu. Her. Lige for et par timer siden. Opret ny blog. Jeg gjorde det. Følg med, hvis I vil.

Den er stadig under ombygning naturligvis. Men her linket: http://photosoflifeandstuff.blogspot.dk/

Fodbold

Så kom det. Som et lyn fra himlen. Et brag fra et jordskælv. Pludseligt kom det bare. Men det har ligget under overfladet og luret. Savnet og trangen til fodbold - til endnu engang at sparke til den runde bold på græsset. Hvor savner jeg det inderligt. Og længe har jeg følt mig splittet, forvirret, ude af mig selv, alene. Men jeg vil gøre en ende på det. Den sunde livsstil, jeg har dyrket har givet mig fysisk glæde og gjort mig i god form, men jeg mangler det psykiske, det sociale. Passionen for en hobby, en fritidsinteresse - ikke bare fitness. Og sprang det frem i mit hoved den anden dag. "Fodbold, Sandra - det er på tide, du får bolden frem igen og bevæger dig ud på græsset. Du skulle have gjort det for længe siden, men det er ikke for sent. Kom så". Det er også derfor bloggen er temmelig stille. Jeg forsøger at finde mine passioner frem og få dem lagt på bordet, så jeg kan dyrke dem, udvikle dem og få dem til at blive en del af mit liv. De har ligget på hylden for længe, og alt for længe har jeg gået rundt og manglet noget i min hverdag og i mit sind. Bloggen kræver meget inspiration og tid rent psykisk, og lige nu bruger jeg bloggen for at få nogle af mine mange tanker og følelser ud.

Jeg har to storebrødre og den ene har især været interesseret i fodbold og selv spillet. Jeg spillede med dem fra det tidspunkt, hvor jeg tog mine første skridt. Jeg spillede med drengene i folkeskolen og jeg spillede med mine nabovenner. Jeg begyndte til fodbold - med min far som træner - da jeg var 8 år og stoppede igen, da jeg var 13. Min far stoppede, da jeg var 12 (tror jeg) og der kom en ny god træner som erstatning, men han stoppede så, da han skulle være far. Så stoppede jeg også. Mest grundet hans fratræden. Heldigvis har jeg stadig talentet, teknikken og formen. En fra min klasse fortalte sågar i starten af 3.g, at en dreng fra min klasse havde sagt: "Wow, Sandra er jo for syg" (eller sådan noget - og med "syg" mener han nok "pænt god"), da han havde kigget over på vores hold, der spillede fodbold i idrætstimen. Den kommentar glemmer jeg ikke lige foreløbig. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg tænker på det. 

Og jeg har savnet det. Jeg savner også at gå til klaver, at få inspiration og motivation til at øve. Jeg har måske fokuseret for meget på ting, jeg ikke burde fokusere på de sidste par år. Men lige nu - som i nu - er det slut. Jeg er stadig ung og frisk. Livet ligger der foran mine fødder. Det er på tide, jeg tager ansvar, og begynder at leve lidt mere i nuet og få mig - tja... Et liv. Et liv fyldt med aktivitet og glæder ved interesser, som siger mig noget. Som gør mig glad og hver dag værd at leve. Fodbold kan helt sikkert hjælpe mig på vej. Det er jeg sikker på.

Jeg husker det, som var det i går. Duften af det nyslåede græs. Den friske luft og solen lavt på himlen de sene sommeraftener. Lyden af foden, der sparker til bolden. Lyden af fodboldstøvler, der går på asfalt. Varmen mod huden, når solen skinnede. Glidende tacklinger i regnvejr. Grin, latter, sammenhold, fællesskab, opbakning, inspiration, motivation, glæde, smil og sved på panden. Den fornemmelse i min mave og min sjæl, der bare fortalte mig, at det her - det var mig, det var min passion. Jeg elskede fodbold noget så inderligt. Sjove fodboldlege, seriøs træning. Forældrene på sidelinjen. Følelsen efter en sjov, god og hård omgang træning. Nettet fyldt med fodbolde. Spanden med vand og svampe. Drikkedunke med isvand. Fodboldstøvler, benskinner og lange røde strømper. Løse shorts. Følelsen efter en god kamp - følelsen efter en vundet kamp. Følelsen efter et scoret mål. Følelsen af at være super god til sit fag - til fodbold, at man er hjemme og tilpas, hvor man er - på fodboldbanen med sit hold. At være sikker på sig selv. Sidde på græsset - plukke græsset, hive det op med begge hænder. Rejser til de forskellige klubber rundt om i landet - jeg har ikke tal på alle de klubhuse og omklædningsrum, jeg har været i. Og da også aftensmaden, der stod parat, når man kom hjem, som man trængte til efter at have trænet hårdt på den grønne plæne.

Så var der jo også - for ikke at forglemme - fodboldstævnerne - da vi boede i telte i flere dage. Der var fællesspisning i hallen og tandbørstning på toiletter i vogne. Der var en lille kiosk, hvor vi købte snoller indimellem. Vi kedede os aldrig. Vi levede i nuet. Vi havde det så godt. Vi nød det. Vi gjorde, hvad vi elskede. Spillede fodbold. Jeg har stadig de 3 medaljer, som jeg modtog i min tid som fodboldspillerinde - en guld, en sølv og en bronze. De hænger så fint på min væg lige ved siden af min dør.

Spilletrøje nr. 13, venstre back - det var mig... Det er mig.

Dagdrømme om fremtiden

Åh, hvor jeg dog dagdrømmer for tiden! Dagdrømmer om familielivet. Jeg håber så inderligt at det vil ske for mig en dag. Det med mand, arbejde, hus og have - ja, og familie. Børn. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg har længe gået og dagdrømt om det. Det med at opfostre sine helt egne, skønherlige børn. At hente dem efter skole. Have lækre hjemmebagte godter parat til dem, når de kommer hjem fra skole. Sende dem i skole med madpakke og hjælpe dem lidt med lektier. Forberede børnefødselsdage med menu, balloner, lege - hele pakken. Juleaftener med børnenes - ens egne børn - strålende øjne. Lave mad med børnene i køkkenet. Skovtur, strandtur, gåtur, tur hen på legepladsen, tur i supermarkedet, købe gaver og nyt tøj til børnene. Masser af sociale arrangementer og aktiviteter. Forældremøder i skolen, konfirmation, fester - listen er endeløs. Tage børnene med på ferie, i tivoli, i badeland. Putte dem, læse godnathistorier, kysse dem godnat, se dem vokse. Se dem leve. Leve med dem. Jeg håber, jeg engang får sådan et liv - et familieliv. Ja, selvfølgelig er der også svære og hårde tider, der vil komme en i møde. Konflikter, pubertet, uenighed, babygråd, men alt hvad der er godt har også lidt skidt med sig - og jeg er sikker på, at det er det hele værd. Uden tvivl. Familielivet og alt hvad det bringer... Tja, det vil jeg glæde mig til, hvis det engang sker. Forhåbentlig. Jeg må nok lige anskaffe mig en mand først. Og så tager vi den stille og roligt derfra. Dagdrømmeriet fortsætter indtil da.

Kedsomhed og mangel i hverdagen

Undskyld for mit fravær på bloggen på det sidste. Det er bare... Jeg mangler lidt motivation, drivkraft, inspiration...

Indimellem kommer der små glimt af dagdrømmeri. Der foregår meget inde i det lille hoved, jeg har. Jeg dagdrømmer om et job. Åh, et arbejde - noget at stå op til hver morgen, nogle man kan gøre en forskel for, følelsen af at have arbejdet hårdt og godt, at udvikle sig hver dag. Følelsen af weekend, som  jeg ikke har følt, siden jeg blev student. Den der med fredag aften at kunne sige: "Aaaah, endelig weekend. Tid til afslapning, sjov, hygge og god tid til mad, gode film og lige hvad jeg har lyst til". Det er faktisk utrolig frustrerende at have fri hver dag og ikke at have noget at give sig til (udover fitness, som jeg bruger det meste af min tid på). Jeg nyder ikke længere at slappe af eller at se en film. Jeg føler mig drænet for livsglæde og inspiration til at gøre de ting, jeg holder af. Mit hoved er et stort rod og kaos vandrer rundt derinde 24/7. Jeg har brug for at knokle, arbejde, lave en masse - føle mig fortjent til at smide mig ned på sofaen og tænde for fjernsynet.

Og så ville jeg da også gerne tjene nogle penge (ikke mindst), så man jeg leve og købe lidt til sig selv engang imellem (især nu, hvor jeg længe har gået rundt i tøj, der er en størrelse for stort. Jeg er gået fra medium til small og det kan mærkes. Jeg trænger til nyt tøj!). Men altså. Et job. Den videregående uddannelse bliver lærerseminariet, men det starter først om et halvt år. Og jeg har brug for ekstra indtægter. Jeg drømmer og vil så inderligt gerne flytte hjemmefra, ligesom alle andre, ligesom mine brødre. Jeg trænger til at komme lidt væk, til at passe mig selv, til at komme ud og stå på egne ben og udvikle mig på den måde. Jeg føler mig lidt fanget, forvirret, fortvivlet. Det er hårdt. Forhåbentlig får jeg et job på et eller andet tidspunkt. Forhåbentlig. Det er bare så svært. Så forpulet svært. Frustrerende. 

Det driver næsten al energi og livslyst ud af en at få afslag konstant, men jeg kæmper videre så godt, som jeg kan. Jeg venter spændt på et job et sted, hvor jeg rent faktisk har en god chance, hvis man ser på mine kvalifikationer. Jeg håber og krydser fingre. Et job vil helt sikkert ændre mit liv - så kan jeg få råd til at forkæle mig selv, råd til fritidsinteresser, råd til flytte hjemmefra. Hele mit liv ville blive godt igen, hvis jeg bare kunne få et job, få nogle indtægter. Det hele ville køre på skinner. Forhåbentlig sker det en skønne dag.

Åh, det var rart at få lukket nogle tanker og følelser ud.

All I got is summertime running through my mind

Lange, lyse, lune sommeraftener. Fugle sang fra tidlig morgen til sen aften. Sol, varme, lys. Duften af grill. Farverige blomster i alle haver. Grønne træer og buske. Sunde sommersalater, nydelsen ved et glas koldt vand, når det er varmt udenfor. Lyden af græsslåmaskiner, børn der leger barfodet udenfor, duften af grillmad. Læse i blade og bøger på et tæppe ude i haven. Spise på terrassen. Lange gåture på stranden i det varme sand med bare tæer. Sommerkjoler, farver, bare ben, bare skuldre, bare arme. Sandaler, klipklappere eller bare bare tæer. Glæden i menneskers sjæl og sind bare fordi solen varmer og lyser for dem. Lange løbeture med solen lige i ansigtet. Skovture. Danske jordbær. 

Ja, jeg glæder mig allerede. Det er d. 9. januar - det ved jeg godt. Men sådan er det for det meste for mit vedkommende. Når december er ovre, behøver jeg ikke mere indendørs hygge med varm te, tæpper, sne udenfor - jul og spas. Nej, så vil jeg have mere lys, mere sommer, mere varme. Der er stadig et godt stykke tid til, men hvor jeg dog glæder mig. Sommeren er og bliver min yndlingstid på året uden nogen som helst tvivl. Sommermad, sommervejr, sommerstemning, sommernatur, jordbær, jordbær og jordbær - det hele. Det er bare perfekt, og jeg har normalt svært ved at sætte "yndlings-mærket" på, men på årstid er og må det være sommer.

2013 - her kommer jeg!

Så overlevede vi også 2012 (og vi overlevede endnu en dommedag d. 21. december - det er jo helt utroligt). Og hvor har det været et begivenhedsrigt år for mig. Jeg vil faktisk vove og påstå at 2012 har været det største år for mig nogensinde - det tænker jeg i hvert fald umiddelbart. 2012 blev året som jeg aldrig vil glemme. Året hvor jeg har nået mål, gennemgået store forandringer. 2012 - året hvor jeg...

- trods en meget hård dag (som i ekstremt hård. personlige og private problemer opstod og det var det en af de mest trælse, irriterende, hårde dag i mit liv, hvor jeg begik nogle fejl og gjorde nogle dumme ting) - dagen før min sidste eksamen - kom helskindet igennem min historieeksamen med et smil på læben og en stolthed, der ikke kunne måles. Jeg klarede den. Trods 3 forfærdelig hårde år. Der var da også et par gode tider undervejs - bevares. Men socialt og psykisk var det 3 ret så udfordrende og hårde år. Men jeg holdt benene på mere eller mindre solidt på jorden og blev ved indtil jeg fik min hue. Og det har nu alligevel været alt det hårde værd, for jeg havde en fantastisk dag, den dag jeg fik huen sat på hovedet. For ikke at nævne dagene efter med dimission og studenterkørsel. Dagen hvor min klasse og jeg susede rundt i Midtjylland i den farverige studentervogn, var uden tvivl en af mit livs bedste dage hidtil. Det rus, den følelse af stolthed og ekstreme frihed - den er næsten ubeskrivelig. Jeg følte mig friere end fuglen og glad som aldrig før. Jeg tænkte kun på at fyre den af, skrige af glæde til verden og at have det sjovt. En fantastisk og uforglemmelig dag var det, og den har uden tvivl været skyld i at 2012 er og bliver for mig for evigt et meget, meget mindeværdigt år.

- blev opereret i min overkæbe efter lang forberedelse hos tandlægerne med fjernelse af visdomstænder og bøjle. Operationen fandt sted om morgenen d. 13. juli. Billede nr. 1 er taget på operationensdagen, billede nr. 2 er to dage efter operationen (3. dagen, hvor man siger, at hævelsen topper og det gjorde den skam også, skal jeg lige hilse og sige). Resten af billederne er taget i ugerne efter og er i kronologisk rækkefølge. Det sidste billede er taget d. 19. august. Og jeg har endda ændret mig positivt udseendesmæssigt ydeligere siden d. 19. august. Ja, jeg kom helskindet igennem min operation. Men det var en meget hård tid præget af næseblodsstoppet næse, voldsomme hævelser, følelsesløshed, smerter, træthed og sikkert meget mere. Værst var nok de første par dage efter operationen, hvor hævelsen var slemmest. De 9 timer efter operationen, hvor jeg havde en sonde gennem næsen og ned til maven for at suge blod og skylle efter med vand, var heller ikke spor sjove. Men jeg fik knyttet tætte bånd til mine forældre, som altid var der ved min side med en hånd at holde i - og når den ikke holdt mig i hånden, så hjalp den mig, for hjælpeløs var jeg nu indimellem i den tid, hvor jeg lignede en stor luftballon i ansigtet. Jeg levede af flydende kost de første par uger og gik så over til blød kost i en måneds tid. Jeg måtte ikke dyrke motion i 6 uger. Der var mange begrænsninger og hårde tider, men jeg kom igennem det. Jeg har ikke haft bivirkninger (af følelsesløshed for eksempel) og alt er gået efter planen. Nu er der ikke disharmoni og uro i min kæbe. Jeg kan bide sammen - alle mine tænder når sammen - og der er harmoni. Ingen spændinger eller smerter. Ikke mere ondt i kæbemuskler, led, tindinger og hovedpine. For ikke at tale om de mange komplimenter jeg har fået af alle mulige folk for mit udseende. Her i julen fik sagde min onkel sågar, at jeg var blevet 'decideret smuk'. Om 12 dage - d. 14. januar - skal jeg have togskinderne af. Jeg har haft dem på i ca. 2 år og 4 måneder. Men d. 14. januar skal de af - helt af, for altid. Glad? Tjo. Lidt.

 - fik indløst en af mine studentergaver - nemlig billetter til Cirkus Revyen med mine forældre. Det var en fantastisk tur og lige hvad jeg havde brug for efter al den tid i sofaen med hævet ansigt fyldt med grød og yoghurt. Sommerferien var kun præget af flydende kost og piller dag efter dag og en udflugt til København for at se noget familie samt Cirkus Revyen var så herligt. Dagen før vi tog ind til Bakken, hyggede jeg mig gevaldigt med mine yndlingskusiner, som jeg elsker over alt på jorden. Det gjorde bare turen endnu bedre. Før vi tog ind i det flotte, store telt for at se den berømte, årlige revy, gik vi timevis rundt i dyrehaven og det var jo bare ekstra bonus. Det havde jeg endda ikke regnet med, at vi også skulle se. Dyrehaven er jo en oplevelse og begivenhed i sig selv! Det er ikke sidste gang, jeg tager mig en lang gåtur i den, det kan jeg da godt lige hilse og sige. Vi fik lækker aftensmad på en restaurant før vi smuttede ind i teltet. Vi fik vredet lattermusklen en gang eller tog og satte hænderne sammen til applaus for god underholdning. Scenemesterne bukkede, bakkede og lod tæppet falde. Roen sænkede sig. En perfekt afslutning på en perfekt dag og jeg kan kun takke mine forældre mange, mange gange for en meget betænksom og god studentergave, en fantastisk oplevelse, som nu er et rigtig dejligt minde, som jeg altid vil kunne tænke tilbage på med et smil. 

- fik lækre biceps, flotte muskler, blev tilfreds med min krop og kom i rigtig god form. 2012 blev året, hvor jeg for alvor fik passion for fitness og sundhed. Da jeg måtte begynde at træne igen efter operationen, blev der ellers trænet igennem, kan jeg love jer for. Jeg - havde som så mange andre unge stakler - drømt om et job efter min studentereksamen, men jeg går stadig arbejdsløs rundt med mine SU-opsparing, som jeg jo er vældig heldig at have. Dumme samfund! Det er så skide svært at få et arbejde. Men hvis det skal være på den måde, så bruger jeg da bare al min tid på at træne og forkæle mit tempel i stedet for. Min krop. Mit tempel. Kald det, hvad du vil, men kroppen er den, du skal bruge til at leve med og behandler du den ikke ordentligt kan du ende med at få nogle begrænsninger. Jeg elsker at træne. Jeg elsker sund mad.  Jeg kan se markante og positive forandre på min krop og jeg elsker det. Jeg er SÅ stolt over mig selv. Over at jeg er nået så langt, har opnået så meget, har gjort noget godt for mig selv. Og det er skam ikke slut. Jeg bliver ved med at udvikle mig, forbedre mig selv og mine muskler. Og selvom jeg ville ønske, at jeg havde et job, så jeg kunne få noget erfaring og tjene nogle penge, så nyder jeg også bare den ekstra gode tid, jeg har. Jeg har alligevel pengene til det og om et halvt års tid, regner jeg da også med at påbegynde min videregående uddannelse, så værre er den ikke. Jeg nyder al den tid, jeg kan dedikere til fitness og kost.

2012 - du var ikke værst. Du var faktisk helt ok. 2013? Nu får vi og se. Nytårsfortsæt? Ikke tale om. Jeg udvikler gode vaner og forandre ting, som jeg vil forandre, når behovet opstår. 9 ud af 10 fortsæt handler jo også om at dyrke mere motion og spise sundere. Det gør jeg jo i forvejen, så jeg er allerede i skridt foran. Jeg tager tingene som de kommer i stedet for at stille alle mulige vaner og drømme op på en overskuelig liste af nytårsfortsæt, som højst sandsynligt kommer til at skuffe en, fordi man til sidst mister overblikket og alligevel ikke kan opfylde størstedelen af dem. Don't make New Year resolutions - make lifetime revolutions. Betragt i stedet hver dag som en mulighed for at tage et enkelt skridt hen imod et mål, en ny vane, noget der kan få det bedste frem i dig og gøre dig glad. Drop det der med at skrive en laaaang liste med store livsmål, som du mister overblikket over for januar er ovre. Tag det roligt, nyd livet, brug hver dag - hele året, et skridt af gangen.

Nok om det. Jeg kom ind i året med et brag, da jeg for første gang holdt nytår hos nogle veninder (jeg har altid holdt nytår med mine forældre). Det var en SUPER hyggelig og sjov fest med masser af grin, latter og fællesskab. Vi snakkede til langt ud på natten (læs: hele natten, vi sov ikke den nat) - dybe samtaler og debatter, ikke tøsefnidder, sladder og pladder. Jeg kunne ikke have drømt om nogen bedre måde at springe ind i de nye år. Fyldt med glæde, håb og lykke. Og julen var forresten også ligeså fantastisk. Så jeg fik afsluttet 2012 på bedste vis og jeg kunne ikke være mere glad og lykkelig. Jeg har en god fornemmelse i kroppen. Det føles som en helt perfekt måde at begynde et nyt frisk år på. Så...

2013 - her kommer jeg!

Bring me back to the place where...

Walt Disney Intro

Hvor blev jeg af? Lever jeg stadig? Ja, det gør jeg. Ja, der er stille på bloggen. Vinden suser udenfor. Livet og tiden passerer forbi mit vindue. Min inspiration, motivation og glæde matcher den grå himmel. Men solen skinner. Det er da altid noget. Og det er ikke fordi, jeg er utilpas rent fysisk. Faktisk går jeg bare til den med min træning. Og jeg elsker det. Ligeså meget som jeg elsker denne intro, som afspilles lige før en Walt Disney film. Den varer kun 30 sekunder, men hvor jeg dog elsker den. Der er noget magisk over den. Og musikken får mit hjerte til at slå en ekstra gang. Der er noget helt specielt ved den scene. Den bringer nogle følelser frem i mig. Følelser af barndomsglæde, kriller i maven, smil og lykke, 

Update: Nostalgi, magi og stadig ledig

1 - 2

Jeg hørte i dag musik fra de gamle Mario-spil på Super Nintendo. En følelse af nostalgi ramte mig som et lyn fra himlen. Det er ikke første gang, at det er sket igennem musik, som er spækfyldt med barndomsminder. Også musikken fra Sims 1 og andre spil samt tv-programmer sætter tankerne i kog. Med ét - blot ved lyden - finder varme følelser og tanker sin vej til mit sind. Jeg mindes følelsen af tryghed, ubegrænset og livlig fantasi, tanker om barndommens glæde. Nostalgien spredte sig hurtigt og nu ligger jeg her i sofaen og tænker lidt tilbage på min barndom - dengang alt var nemmere, dengang mine storebrødre boede hjemme og vi skændtes som bare pokker, men havde også de mest fantastiske og hyggelige stunder sammen, jeg aldrig vil glemme. Dengang alt var nemmere.

Alt imens jeg ligger med en sky af nostalgi over mig, kigger jeg over på min Harry Potter bog - Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (Jeg fik mig endelig taget sammen til at købe boksen med alle bøgerne på engelsk. Nu ejer jeg endelig mine helt egne Harry Potter-bøger. På engelsk!) J.K. Rowling kan noget med at skrive bøger og lige netop disse bøger, hjælper mig til at drømme væk til en helt anden verden fyldt med spænding, ugler, masser af tryllestave og flyvende koste for ikke at forglemme det store flotte slot Hogwarts. En helt anden verden - og hvor ville jeg dog gerne være en del af den. Hvor bliver det brev fra Hogwarts af?

Stadig ledig. Ja, jeg fik jo min studentereksamen lige før sommerferien og nu står jeg så og er arbejdsledig og kæmper med at finde mig et job. Men det er godt nok ikke nemt. Mange vil have unge under 18 år. Andre vil have folk med erfaring, hvilket jeg ikke har alverdens af. Og. Det hele er bare så forvirrende. Den store verdens veje går i alle mulige forskellige retninger og jeg føler mig så fortvivlet. Jeg håber snart, jeg finder den vej, som jeg skal gå. Lige nu står jeg og kigger ud på de mange forskellige retninger og står stille. Kigger indimellem bagud - tænker tilbage på det, der var. Engang. Barndommen. Uskyldigheden. Fantasiverdenen som jeg levede i. Nu står virkeligheden for mine fødder. Og den vej, der fører tilbage til barndommen, kan jeg blot kigge på - ane minderne i horisonten og udstøde et suk, trække lidt på smilebåndet, kigge ned i jorden og tænke tilbage.

Bloggen og hovedet - fyldt op til randen

For et par dage siden skulle jeg til at indlæse nogle billeder, jeg havde redigeret til et blogindlæg, men så finder jeg minsandten ud af, at mit Picasa-album er fyldt op til randen, pladsen er brugt. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Men plads nok var der da til ovenstående billede, som er taget ved solnedgangen på stranden for nogle dage siden. Et symbol på det tidspunkt på dagen og den del af naturen, der er god til at frigøre mine tanker og give mig ro i sindet - solnedgangen.

Skal jeg have plads til flere billeder er jeg nødt til at slette nogen, hvilket jo ville være synd og ret dumt. Så er der også den mulighed at betale for mere plads, men det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har aldrig været så meget for at betale for ting som ekstra plads til album online, hjemmesider, mønter til spil (på facebook - dengang jeg spillede på Facebook, ja dengang jeg havde en Facebook-bruger).

Men nu står det sådan til, at mit album simpelthen er fyldt op. Ligeså er mit hoved. Det er fyldt med tanker, spekulationer, frustrationer og bekymringer - mest om fremtiden. Jeg har ikke længere en tryg ramme (læs: skole hvor alt er tilrettelagt og lærerne står for studieplanen). Nej, nu er det mig, der skal finde ud af hvilken vej, jeg vil gå. Hvad skal der blive af mig? Hvor skal jeg hen? Hvem er jeg i det hele taget? Jeg skal snart have skaffet mig et job, som jeg stadig kæmper med, for jeg har ikke kunnet arbejde i ferien pga. operationen og forløbet efter, men nu er jeg ved at være klar. 

Der er så mange tanker, der strømmer igennem mit hoved, som efterhånden er ved at være fyldt op til randen for at sige det mildt. Der er så meget, jeg vil. Så meget jeg ønsker mig. Og jeg for ofte en følelse af, at jeg har så travlt og at jeg er "bagud". Men det er jeg jo ikke. Jeg er 20 år - ung, frisk og har stadig lidt krudt bagi. Jeg har eventyrer, oplevelser og nye mennesker at se frem til. Jeg skal bare ud, ud af døren og søge det hele. Ud og se mig omkring. Ud i verden.

Det er også derfor hovedet indimellem har været fyldt med frustrationer. For jeg har brændt for at komme i gang, men i en måned har jeg gået uden at kunnet og måttet det. Men tiden er snart kommet. Der skal ske noget. Ikke mindst skal jeg i gang med at træne i Fitness-centeret igen, som jeg satte på pause før mine eksaminer. Og så har jeg jo heller ikke haft tilladelse til at dyrke motion, hvor jeg får pulsen op og sved på panden, for jeg skal ikke overanstrenge mig og min nye overkæbe. 

Men åh, hvor jeg dog dagdrømmer om den dag om et par uger, hvor jeg stryger mit Fitness World-kort igennem kortlæseren, går ind i omklædningsrummet, får lækkert træningstøj på og musik i ørerne efterfulgt af en rejse gennem diverse maskiner og vægte samt lidt holdtræning i rummet ved siden af. Jeg savner det inderligt og jeg kan ikke vente til endelig at komme i gang med Fitness igen. Og frugt. Masser af frugt! Jeg må jo stadig kun spise blød kost - dvs. kost der kan moses med tungen og i små bider. Så nej, jeg kan ikke spise frugt. Jeg kan spise frugtmos, men det er nu ikke helt det samme. 

Der er meget i mit hoved. Dagdrømme om ting, jeg vil blive i stand til om ikke så lang tid igen. Tanker om fremtiden. Hovedet er fyldt op. Bloggen er også fyldt op. Og dette indlæg tilføjede lige lidt ekstra til bloggen - men tog heldigvis lidt ud af hovedet. 

Så blev det endelig sommer

Solen står højt på himlen og sommeren er endelig kommet til syne. Jeg sidder lige nu ude på terrassen og nyder det fantastiske sommervejr. Med henholdt til mig og min tilstand så går alt fremad. Jeg har nemmere ved at snakke, den slemme hævelse er væk (der er dog stadig lidt tilbage), jeg har lettere ved at spise, jeg har stort set ikke ondt mere og lyset er nemmere at se nu. Det hele går som det skal og det går hurtigt fremad. I dag er det 13 dage siden, jeg blev opereret og fremskridtene er markante. Det og så sommervejret bringer et smil på læben - ja, jeg kan faktisk smile lidt nu med lidt nød og besvær. Det strammer lidt, men jeg kan. Og jeg vil.

I går var mine forældre og jeg en aftentur i den gamle by for at se udendørs teater: Erasmus Montanus -  i Simonsens have. Det var rigtig godt og super hyggeligt. Derefter gik vi en tur igennem botanisk have. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i botanisk have, men hyggeligt er der helt sikkert. Det er et dejligt sted. En dejlig aften, der også bringer lidt glæde ind i min hverdag, nu hvor jeg er forhindret i så mange andre ting. Her er nogle billeder fra i går aftes.

Operationen er overstået

Så er operationen overstået. Veloverstået - biddet blev som det skulle være. Jeg kan dog ikke se det endnu pga. alle hævelserne og skinnen inde i munden Der går nok et stykke tid, før jeg faktisk vil være i stand til at se resultatet. Billede 1 er taget i fredags (operationsdagen) og billede 2 er taget i morges. Jeg er nu kommet hjem efter et par dage på hospitalet. Det er i dag tredjedagen, hvilket betyder at hævelsen normalt topper her og fra nu af skulle det gerne ligeså stille gå op af bakke, så jeg dag efter dag vil kunne se at hævelsen aftager.

Fredag var den mest følsomme og hårde dag i mit liv. Jeg havde lidt sommerfugle i maven på operationsbordet, før jeg ikke kunne holde øjnene åbne mere. Men så kom opvågningen og sonden, der var sat ind i næsen og gik helt ned til maven. Den skulle suge blod ud fra maven for at undgå opkast. Den sad i fra efter operationen ved 1-tiden til kl. 20.30. Det var så hårdt og ubehageligt. Både at have den i og at få den ud. At se al blodet komme ud af mig og det ville ikke holde op. Det var den værste oplevelse i mit liv. Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at det her - det kunne jeg bare ikke klare. Det var så hårdt. 

Men jeg overlevede - jeg lever stadig. Jeg sidder her nu, hjemme, i lænestolen. Mundvandet driller lidt og hævelsen er slem, men smerterne er ikke slemme mere. Jeg har tideligere haft helt ubeskrivelig hovedpine - så slem, at I ikke vil kunne forestille jer det. Mange siger, at de ville gå igennem det igen og at det var det hele værd. Lige nu kan jeg nok ikke sige det, men om en måneds tid begynder jeg måske at være mere overbevist. Jeg er i hvert fald sikker på, at når hævelsen er aftaget, så gemmer der sig et flot, nyt ansigt med et flot tandsæt. Bag alt det blå og hævede.

Udover at have været de hårdeste dage i mit liv (fredag var absolut slemmest), så har de også været meget følelsesladede og fyldt med kærlighed og omsorg. Mine forældre har været så kærlige, som forældre jo helst bør være. De har været der for mig i tykt og tyndt og min kærlighed er vokset til dem, selvom jeg ikke selv troede det var muligt. Bare tanken om deres kærlighed har gjort det væsentligt nemmere at komme igennem de meget hårde fysiske tider. Også de hilsener der er kommet fra familie betyder utrolig meget. Min morfar, mors fætter + hans kone, min morbror, min moster, min anden moster, min farbror, mine brødre. Kærligheden, omsorg og tanken om, at andre tænker på en, er ufattelig vigtig. Den har bestemt hjulpet mig lidt på vej i den hårde tid.

I går inden de gik, spurgte jeg, om min far ikke kunne tænde for fjernsynet. Så kom Mr. Bean på og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine og jeg måtte bede ham skifte kanal omgående, for det gør altså temmelig ondt at grine alligevel. Så han skiftede til TV2 Sporten - det hjalp på latteranfaldet. Det var et dejligt øjeblik. Smilene på mine forældres munde. Glæden der pludselig bredte sig mildt i det  soveværelset, i den rene atmosfære. En glæde, der kunne mærkes hele natten igennem og stadig sidder inde i mit hjerte. Det føles som om, at smerterne og de hårde, forfærdelige øjeblikke ingen ende ville tage, men så kom Mr. Bean. Tak Mr. Bean! 

Men Mr. Bean er ikke den vigtigste at takke. Det er først og fremmest selvfølgelig mine forældre, som jeg med tegnesprog efter operationen udtrykte, hvor meget jeg elskede dem. Det var nogle rørende og stærke øjeblikke, vi havde sammen. Og så vil jeg også takke Michelle for at være sådan en rar, sympatisk, omsorgsfuld, sød, smilende, kær og tålmodig sygeplejerske. Hun hjalp mig meget og hun var så rar.

Der er lysere tider på vej. Det er lidt svært at se gennem mine øjne, da hævelsen går helt der op. Men jeg kan mærke det. Time for time, dag for dag. Det hele skal nok ordne sig. For jeg har en kærlighed til og fra mine forældre, der kan overvinde alt. Og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for dem og den kærlighed, de giver mig. Jeg kan blot sige tak med sindet, sjælen og hele mit hjerte.

Om lidt skal jeg ud og have nogle piller, noget at drikke til min lige nu tørre hals samt noget mad, som er meget vigtig for helingen. Jeg snupper mig en dejlig proteindrik, for protein er ekstra vigtigt under dette forløb. Hvis alt skulle gå normalt og efter planen, kan det kun gå op ad bakke nu - den tanke er så rar og beroligende. Det skal nok gå alt sammen.

Kæbeoperation

Så sker det lige om lidt. Det var faktisk meningen, at det skulle være i dag, men i går fik vi så besked om, at der var kommet en akutpatient. De var derfor nødt til at udskyde min operation. Så i morgen, hvis ikke endnu en akutpatient tager min plads, skal jeg ind på hospitalet og opereres. Nervøs? Tjo, mere spændt på det hele. Men naturligvis også en smule nervøs - dog overbevist om, at det nok skal gå og at det kommer til at være det hele værd. I morgen tidlig kl. 8.00 starter operationen, men jeg skal være derinde 45 minutter før. Det er dejligt, at det er så tidligt på dagen, så jeg ikke skal gå og vente.

Jeg skal opereres i kæben. Min overmund deles op i 3 dele og rykkes ned således, at jeg kan bide sammen. Det har været et langt forløb med fjernelse af alle visdomstænder og togskinner har jeg haft på i 2 år. Jeg kan kun bide sammen med de bagerste tænder i min mund, resten af tænderne når ikke hinanden. Det var en frivillig operation - 100% selvvalgt. For det var ikke ligefrem livsnødvendigt, men da jeg kunne få pænere tandsæt og bid, undgå problemer i fremtiden og fjernet alle visdomstænderne gratis (jeg startede forløbet, før jeg blev 18), så jeg det næsten som et selvfølge at gå igennem det. Og jeg er sikker på, at det vil være alt besværet værd i sidste ende. Det har jeg i hvert fald hørt om fra andre, der har været igennem det samme eller noget der ligner. Spændt, lidt nervøs, men mest af alt længes jeg efter at få det overstået. Jeg glæder mig til at få det overstået. I morgen. 

Huen er sat

Så skete det. I tirsdags. Kl. 14.00. Jeg overlevede min eksamen og jeg kom ud med et smil på læben, tilfreds med resultatet og lettet over at kunne mærke huen på hovedet. Jeg fik roser, kram og blev fejret. Fine gaver fik jeg også. 1500kr, 1 gavekort til Matas på 100kr, en teoretisk dramabog, en sej teaterkikkert, et studenterstearinlys, en æske chokolade, to dvd'er med Cirkusrevyen 2010 og 2011. Og så minsandten om der ikke også lå 3 billetter til at komme ind og se Cirkusrevyen 2012 i august på Bakken. Glad? Bestemt! Jeg glæder mig som et lille barn. Mine forældre, mine to storebrødre og jeg tog på restauranten Marguritten om aftenen, hvor vi fik lækker mad og nød hinandens selskab. Det kunne ikke have været bedre. Og efter hovedretten rakte min bror en lille, indpakket gave ind, som de tænkte, at jeg først skulle have nu, så jeg fik en ekstra overraskelse. Det fineste smykke gemte sig i æsken og jeg er lykkelig - det smykke vil jeg bære ofte, for det vil minde mig om min familie - mine brødre - og min værdifulde dag - 26. juni 2012 - hvor jeg blev student. 

I går var der fest på gymnasiet - de første par timer var kun for 3.g'erne og det var SÅ hyggeligt. Jeg morede mig og følte mig fri og glad. Vi fik lækker champagne og vin, givet hånd til alle lærerne og de gav os hver et stort tillykke og et stort smil. Vi fik lækker mad og god musik. Det var en rigtig god fest - og den sidste gymnasiefest nogensinde. Men fest og fejring er ikke ovre endnu - nu venter dimissionen jo i morgen, og lørdag står den på dyt, båt, båt, dyt og hyl og skrig, for så er det vores tur til at køre rundt i en fin studentervogn og sørge for at hele Danmark hører os - at alle hører, hvor stolte vi er, hvor glade vi er og ikke mindst... Hvor frie vi er. Langt om længe. Endelig. 

En uge til hue

Jeg har kæmpet hårdt. Jeg har grædt. Jeg har svedt. Jeg har lige overstået en kemieksamen med et godt resultat. Jeg er stolt af mig selv. Jeg har arbejdet. Jeg har ydet. Og nu er det tid til at nyde. Nyde at jeg nu aldrig mere skal beskæftige mig med naturfag igen. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Aldrig nogensinde mere kemi. Aldrig mere naturfag. Jeg kan skue en uge til, min hue bliver sat på det hoved, der dunker af spænding og glæde over, at jeg blot mangler at kæmpe mig igennem 7 dage - 7 sølle dage -  og én eksamen - historie mundtlig. Og så er det slut. Så er det jubel, frihed, hurra, glæde og lidt mere frihed. Det er slet ikke til at fatte. Huen er så tæt på. Og inden jeg ved af det, kan jeg se mig selv i spejlet med den på. 

Et personligt indlæg om stress og læsning

Mange tanker og spekulationer går jeg rundt med for tiden. Den anden dag fik jeg skrevet 8 sider i min dagbog. Jeg har meget på hjertet, i hovedet og over det hele. For ikke at snakke om utrolig mange spændinger i nakke og ryg. Og tårerne har trillet ned fra mine øjne de sidste par dage i stresset og overtræthed. Dette er et meget personligt indlæg. Det er offentligt og på nettet, men det er der så mange, der gør, så hvorfor ikke. Det er min blog, det er mig og jeg har virkelig brug for bare at skrive lidt af mine tanker og frustrationer ned.

De ovenstående billeder er ikke af en stemning, der er ses før på bloggen. Og ja, jeg græder på billederne. Det er eksamenstid lige nu - det har det været i et stykke tid - og der er mange krav, mange ting at læse og lære, mange forventninger og slet ikke særlig meget tid. Jeg brød helt ned i går med stress og tårer. Jeg har arbejdet forkert. Jeg har tænkt, at: jo flere timer jeg læser, jo bedre og jo mere får jeg lært. Sådan er det ikke. Jeg har læst 24/7, læst til godnatlæsning og som en lille morgensnack, og al den læsning har haft modsat effekt: givet mig mindre overblik, gjort mig stresset, forvirret og skør. I går var den værste dag og det gentager sig forhåbentlig ikke. Jeg læste op til engelsk i går, som jeg lige har været oppe i. Hvad jeg har fået, kan være fuldstændig ligegyldigt - 12, 4, 7, 02, 10? Det spiller ingen rolle i dette indlæg. Faktisk står det i kontrast til min holdning til konstant at blive bedømt med tal og statistikker. Desuden er jeg ikke en person, der går rundt til højre og venstre og spørger, hvad folk har fået, og fortæller, hvad jeg selv har fået - om det så er 12, 4, 7, 02 eller 10. 

Problem er, at jeg har ikke afsat faste tidspunkter, hvor jeg siger: SÅ, nu har jeg læst, nu er det pause, nu er der tid til mig - væk fra bøgerne. Sådan nogle øjeblikke har jeg ikke haft. For jeg skulle jo læse, nå det hele igennem, genlæse, tage noter til alt, hvad der kunne tages noter til. Mine pauser lignede mere nogle overspringshandlinger og lidt surf på YouTube - og så tilbage til læsningen igen. Men ikke nogle markante pauser til at koncentrere mig om... Mig! Og ikke bøgerne. Det er trods alt mig, der skal overleve og mig, der skal komme igennem læsningen op til hver eksamen.

Jeg brød ned. Og det var bestemt ikke sjovt. I 3 år har jeg været omringet af lektier, stile, krav, forventninger, karakterer, bedømmelser og store opgaver. I 3 år har jeg været på en gymnasium, hvor jeg ærlig talt ikke har haft det særlig godt - ofte overvejet at skifte, men skiftede mening igen. I 3 år har jeg kæmpet, kæmpet hård for at komme igennem, nå dertil, hvor jeg meget snart er - med huen på, friheden lige for næsen og et bevis, der erklærer mig for fri og færdig. 15 dage er der endnu. 15 dages læsning, krav, forventninger og stress. Og så. Slut.

Min opgave er så nu ikke blot at få lært, repeteret og læst op, men også - og næsten vigtigere - at få lært at give slip, at give tid til mig selv, at afsætte pauser, hvor jeg kan forkæle mig selv og tænke på andre ting, at give tid til at lave lidt af det, jeg kan lide eller at løbe en tur. For jeg kan simpelthen ikke klare at læse 24/7 uden det. Det er hermed bevist. Jeg undskylder for den nedtrygte stemning. Livet er ikke altid perfekt. Jeg regner dog med at vænne stærkt tilbage d. 26. juni 2012, hvor jeg forhåbentlig er kommet helskinnet igennem eksamen og står lettet med en smuk hue på mit hoved.