En uge til hue

Jeg har kæmpet hårdt. Jeg har grædt. Jeg har svedt. Jeg har lige overstået en kemieksamen med et godt resultat. Jeg er stolt af mig selv. Jeg har arbejdet. Jeg har ydet. Og nu er det tid til at nyde. Nyde at jeg nu aldrig mere skal beskæftige mig med naturfag igen. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Aldrig nogensinde mere kemi. Aldrig mere naturfag. Jeg kan skue en uge til, min hue bliver sat på det hoved, der dunker af spænding og glæde over, at jeg blot mangler at kæmpe mig igennem 7 dage - 7 sølle dage -  og én eksamen - historie mundtlig. Og så er det slut. Så er det jubel, frihed, hurra, glæde og lidt mere frihed. Det er slet ikke til at fatte. Huen er så tæt på. Og inden jeg ved af det, kan jeg se mig selv i spejlet med den på.