Hvidstengruppen

Jeg er nødt til at dele mine tanker om denne film med jer. Jeg var inde og se Hvidstengruppen med mine forældre i biografen i går. Min far havde læst nogle anmeldelser af den i aviserne, som var temmelig kritiske og sagde blandt andet, at den var alt for langtrukken og kedelig i starten. Jeg har flere gange erfaret, at jeg er uenige med anmeldere, så de kommentarer ville jeg ikke lade stå i vejen. De sænkede naturligvis mine forventninger til filmen, men det gjorde så, at min oplevelse blev dobbelt så god. Sikke en fantastisk film! Og ikke kun fordi Andreas Jessen og Thomas Ernst var med, nej. Af mange andre grunde.

Filmen handler om Hvidstengruppen - en modstandsgruppe i Danmark fra 2. verdenskrig - der kæmper bravt imod den tyske besættelse af Danmark. Mere vil jeg egentlig ikke sige om handlingsforløbet. Hvis I er historiske bevidste, kender I også historien, for den er baseret på 100% virkelige hændelser fra 2. verdenskrig. Det er også en af de faktorer, der gør filmen ekstra stærk. Tanken om at alt, hvad der sker i filmen, rent faktisk er sket i virkeligheden.

Da jeg nåede til anden halvdel af filmen, begyndte jeg at få klumper i halsen og at blive rørt. Slutningen skal naturligvis altid være det endelige og i dette tilfælde klimaks, og der blev der da også virkelig grædt igennem, kan jeg love jer for. Biografen var ét stort snøftekor, - her kan man snakke om kunsten at græde i kor - og i en af de sidste scener trillede tårene i lange baner ned langs mine kinder. Slutscenen var jeg nødt til at give en lille lyd fra mig, fordi jeg bar inde med så mange følelser og var rørt til bristepunket. Lyset i biografen forblev slukket efter slutningen og indtil ca. et minut ind i rulleteksterne med et smukt operastykke kørende i baggrunden. Der var tavshed, folk blev siddende - stille - og snøftede diskret. Følelsesladet - i den grad.

Den var en fantastisk oplevelse. Der findes ikke noget bedre end at græde til film, der har fortjent tårerne. Hvidstengruppen er en film, der udtrykker sig diskret med enkle virkemidler og formår at blande det smukke med det barske i sådan en grad, at følelserne ramler sammen og rører en til tårer.  Gertrud med sine meget få replikker formåede at udtrykke følelser blot igennem mimik og indre følelser. Den virkelige historie efterlod mig med rørte og nationale fællesskabsfølelser. Og for ikke at tale om den helt fantastisk smukke musik. Filmen fortjener så mange stjerner af mig, som det er muligt at få.