Så blev det endelig sommer

Solen står højt på himlen og sommeren er endelig kommet til syne. Jeg sidder lige nu ude på terrassen og nyder det fantastiske sommervejr. Med henholdt til mig og min tilstand så går alt fremad. Jeg har nemmere ved at snakke, den slemme hævelse er væk (der er dog stadig lidt tilbage), jeg har lettere ved at spise, jeg har stort set ikke ondt mere og lyset er nemmere at se nu. Det hele går som det skal og det går hurtigt fremad. I dag er det 13 dage siden, jeg blev opereret og fremskridtene er markante. Det og så sommervejret bringer et smil på læben - ja, jeg kan faktisk smile lidt nu med lidt nød og besvær. Det strammer lidt, men jeg kan. Og jeg vil.

I går var mine forældre og jeg en aftentur i den gamle by for at se udendørs teater: Erasmus Montanus -  i Simonsens have. Det var rigtig godt og super hyggeligt. Derefter gik vi en tur igennem botanisk have. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i botanisk have, men hyggeligt er der helt sikkert. Det er et dejligt sted. En dejlig aften, der også bringer lidt glæde ind i min hverdag, nu hvor jeg er forhindret i så mange andre ting. Her er nogle billeder fra i går aftes.

Tangled

1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8

En helt igennem fantastisk film, som jeg så for første gang i dag. Og hvor var det bare dejligt, at være stand til at se en film. Grundet tideligere slemme smerter, hovedpine osv. har jeg ikke orket andet end at lukke øjnene og slappe af, men da jeg kom hjem i dag, lå der en gave til mig - 2 dvd film. Den ene var "Tangled", som jeg mægtig gerne har villet se i rigtig lang tid, og den så jeg så i dag. Den var så god.

Under hele spændingsforløbet var jeg opslugt og inde i filmen. Jeg elsker, elsker, elsker musicals, og filmen var en slags musical med alle de mange musikindslag og jeg elskede den. Jeg elsker Rapunzels smukke og lange lyse lokker, Eugenes søde smil og charme, musikken om drømme og at rive sig fri, det smukke lysende lanterne. Imens jeg så filmen, gik jeg så vidt til at sidde og tænke: "Jeg vil se den igen". Jeg elsker disneyfilm og denne var fantastisk. Jeg blev rørt flere gange til tårer. En smuk film med smukke scener, smuk musik og smukke budskaber og naturligvis også humør blandet ind i form af sjove bemærkninger, kommentarer og sjove karakterer

Hvis du ikke har set den endnu, er den helt sikkert et kig hver, hvis du også er til glæde, drømme og kærlighed, som disneyfilmene udtrykker på så mange forskellige, flotte måder. Man er aldrig for gammel til disneyfilm og disneyfilm bliver aldrig for gamle. Walt Disney Pictures har gjort det igen. Kreeret en fantastisk film med smuk musik, smukke følelser og efterlader mig endnu en gang med en tåre i øjenkrågen og et smil på læben. Lige hvad jeg havde brug for oven på den hårde operation. Og jeg vil helt sikkert se den igen meget snart, for det er Disney - man kan se disneyfilm igen og igen uden at blive træt af dem. Sådan er det bare

Operationen er overstået

Så er operationen overstået. Veloverstået - biddet blev som det skulle være. Jeg kan dog ikke se det endnu pga. alle hævelserne og skinnen inde i munden Der går nok et stykke tid, før jeg faktisk vil være i stand til at se resultatet. Billede 1 er taget i fredags (operationsdagen) og billede 2 er taget i morges. Jeg er nu kommet hjem efter et par dage på hospitalet. Det er i dag tredjedagen, hvilket betyder at hævelsen normalt topper her og fra nu af skulle det gerne ligeså stille gå op af bakke, så jeg dag efter dag vil kunne se at hævelsen aftager.

Fredag var den mest følsomme og hårde dag i mit liv. Jeg havde lidt sommerfugle i maven på operationsbordet, før jeg ikke kunne holde øjnene åbne mere. Men så kom opvågningen og sonden, der var sat ind i næsen og gik helt ned til maven. Den skulle suge blod ud fra maven for at undgå opkast. Den sad i fra efter operationen ved 1-tiden til kl. 20.30. Det var så hårdt og ubehageligt. Både at have den i og at få den ud. At se al blodet komme ud af mig og det ville ikke holde op. Det var den værste oplevelse i mit liv. Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at det her - det kunne jeg bare ikke klare. Det var så hårdt. 

Men jeg overlevede - jeg lever stadig. Jeg sidder her nu, hjemme, i lænestolen. Mundvandet driller lidt og hævelsen er slem, men smerterne er ikke slemme mere. Jeg har tideligere haft helt ubeskrivelig hovedpine - så slem, at I ikke vil kunne forestille jer det. Mange siger, at de ville gå igennem det igen og at det var det hele værd. Lige nu kan jeg nok ikke sige det, men om en måneds tid begynder jeg måske at være mere overbevist. Jeg er i hvert fald sikker på, at når hævelsen er aftaget, så gemmer der sig et flot, nyt ansigt med et flot tandsæt. Bag alt det blå og hævede.

Udover at have været de hårdeste dage i mit liv (fredag var absolut slemmest), så har de også været meget følelsesladede og fyldt med kærlighed og omsorg. Mine forældre har været så kærlige, som forældre jo helst bør være. De har været der for mig i tykt og tyndt og min kærlighed er vokset til dem, selvom jeg ikke selv troede det var muligt. Bare tanken om deres kærlighed har gjort det væsentligt nemmere at komme igennem de meget hårde fysiske tider. Også de hilsener der er kommet fra familie betyder utrolig meget. Min morfar, mors fætter + hans kone, min morbror, min moster, min anden moster, min farbror, mine brødre. Kærligheden, omsorg og tanken om, at andre tænker på en, er ufattelig vigtig. Den har bestemt hjulpet mig lidt på vej i den hårde tid.

I går inden de gik, spurgte jeg, om min far ikke kunne tænde for fjernsynet. Så kom Mr. Bean på og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine og jeg måtte bede ham skifte kanal omgående, for det gør altså temmelig ondt at grine alligevel. Så han skiftede til TV2 Sporten - det hjalp på latteranfaldet. Det var et dejligt øjeblik. Smilene på mine forældres munde. Glæden der pludselig bredte sig mildt i det  soveværelset, i den rene atmosfære. En glæde, der kunne mærkes hele natten igennem og stadig sidder inde i mit hjerte. Det føles som om, at smerterne og de hårde, forfærdelige øjeblikke ingen ende ville tage, men så kom Mr. Bean. Tak Mr. Bean! 

Men Mr. Bean er ikke den vigtigste at takke. Det er først og fremmest selvfølgelig mine forældre, som jeg med tegnesprog efter operationen udtrykte, hvor meget jeg elskede dem. Det var nogle rørende og stærke øjeblikke, vi havde sammen. Og så vil jeg også takke Michelle for at være sådan en rar, sympatisk, omsorgsfuld, sød, smilende, kær og tålmodig sygeplejerske. Hun hjalp mig meget og hun var så rar.

Der er lysere tider på vej. Det er lidt svært at se gennem mine øjne, da hævelsen går helt der op. Men jeg kan mærke det. Time for time, dag for dag. Det hele skal nok ordne sig. For jeg har en kærlighed til og fra mine forældre, der kan overvinde alt. Og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for dem og den kærlighed, de giver mig. Jeg kan blot sige tak med sindet, sjælen og hele mit hjerte.

Om lidt skal jeg ud og have nogle piller, noget at drikke til min lige nu tørre hals samt noget mad, som er meget vigtig for helingen. Jeg snupper mig en dejlig proteindrik, for protein er ekstra vigtigt under dette forløb. Hvis alt skulle gå normalt og efter planen, kan det kun gå op ad bakke nu - den tanke er så rar og beroligende. Det skal nok gå alt sammen.

Kæbeoperation

Så sker det lige om lidt. Det var faktisk meningen, at det skulle være i dag, men i går fik vi så besked om, at der var kommet en akutpatient. De var derfor nødt til at udskyde min operation. Så i morgen, hvis ikke endnu en akutpatient tager min plads, skal jeg ind på hospitalet og opereres. Nervøs? Tjo, mere spændt på det hele. Men naturligvis også en smule nervøs - dog overbevist om, at det nok skal gå og at det kommer til at være det hele værd. I morgen tidlig kl. 8.00 starter operationen, men jeg skal være derinde 45 minutter før. Det er dejligt, at det er så tidligt på dagen, så jeg ikke skal gå og vente.

Jeg skal opereres i kæben. Min overmund deles op i 3 dele og rykkes ned således, at jeg kan bide sammen. Det har været et langt forløb med fjernelse af alle visdomstænder og togskinner har jeg haft på i 2 år. Jeg kan kun bide sammen med de bagerste tænder i min mund, resten af tænderne når ikke hinanden. Det var en frivillig operation - 100% selvvalgt. For det var ikke ligefrem livsnødvendigt, men da jeg kunne få pænere tandsæt og bid, undgå problemer i fremtiden og fjernet alle visdomstænderne gratis (jeg startede forløbet, før jeg blev 18), så jeg det næsten som et selvfølge at gå igennem det. Og jeg er sikker på, at det vil være alt besværet værd i sidste ende. Det har jeg i hvert fald hørt om fra andre, der har været igennem det samme eller noget der ligner. Spændt, lidt nervøs, men mest af alt længes jeg efter at få det overstået. Jeg glæder mig til at få det overstået. I morgen. 

Huen er sat

Så skete det. I tirsdags. Kl. 14.00. Jeg overlevede min eksamen og jeg kom ud med et smil på læben, tilfreds med resultatet og lettet over at kunne mærke huen på hovedet. Jeg fik roser, kram og blev fejret. Fine gaver fik jeg også. 1500kr, 1 gavekort til Matas på 100kr, en teoretisk dramabog, en sej teaterkikkert, et studenterstearinlys, en æske chokolade, to dvd'er med Cirkusrevyen 2010 og 2011. Og så minsandten om der ikke også lå 3 billetter til at komme ind og se Cirkusrevyen 2012 i august på Bakken. Glad? Bestemt! Jeg glæder mig som et lille barn. Mine forældre, mine to storebrødre og jeg tog på restauranten Marguritten om aftenen, hvor vi fik lækker mad og nød hinandens selskab. Det kunne ikke have været bedre. Og efter hovedretten rakte min bror en lille, indpakket gave ind, som de tænkte, at jeg først skulle have nu, så jeg fik en ekstra overraskelse. Det fineste smykke gemte sig i æsken og jeg er lykkelig - det smykke vil jeg bære ofte, for det vil minde mig om min familie - mine brødre - og min værdifulde dag - 26. juni 2012 - hvor jeg blev student. 

I går var der fest på gymnasiet - de første par timer var kun for 3.g'erne og det var SÅ hyggeligt. Jeg morede mig og følte mig fri og glad. Vi fik lækker champagne og vin, givet hånd til alle lærerne og de gav os hver et stort tillykke og et stort smil. Vi fik lækker mad og god musik. Det var en rigtig god fest - og den sidste gymnasiefest nogensinde. Men fest og fejring er ikke ovre endnu - nu venter dimissionen jo i morgen, og lørdag står den på dyt, båt, båt, dyt og hyl og skrig, for så er det vores tur til at køre rundt i en fin studentervogn og sørge for at hele Danmark hører os - at alle hører, hvor stolte vi er, hvor glade vi er og ikke mindst... Hvor frie vi er. Langt om længe. Endelig. 

Sommerfornemmelser

En uge til hue

Jeg har kæmpet hårdt. Jeg har grædt. Jeg har svedt. Jeg har lige overstået en kemieksamen med et godt resultat. Jeg er stolt af mig selv. Jeg har arbejdet. Jeg har ydet. Og nu er det tid til at nyde. Nyde at jeg nu aldrig mere skal beskæftige mig med naturfag igen. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Aldrig nogensinde mere kemi. Aldrig mere naturfag. Jeg kan skue en uge til, min hue bliver sat på det hoved, der dunker af spænding og glæde over, at jeg blot mangler at kæmpe mig igennem 7 dage - 7 sølle dage -  og én eksamen - historie mundtlig. Og så er det slut. Så er det jubel, frihed, hurra, glæde og lidt mere frihed. Det er slet ikke til at fatte. Huen er så tæt på. Og inden jeg ved af det, kan jeg se mig selv i spejlet med den på. 

Et personligt indlæg om stress og læsning

Mange tanker og spekulationer går jeg rundt med for tiden. Den anden dag fik jeg skrevet 8 sider i min dagbog. Jeg har meget på hjertet, i hovedet og over det hele. For ikke at snakke om utrolig mange spændinger i nakke og ryg. Og tårerne har trillet ned fra mine øjne de sidste par dage i stresset og overtræthed. Dette er et meget personligt indlæg. Det er offentligt og på nettet, men det er der så mange, der gør, så hvorfor ikke. Det er min blog, det er mig og jeg har virkelig brug for bare at skrive lidt af mine tanker og frustrationer ned.

De ovenstående billeder er ikke af en stemning, der er ses før på bloggen. Og ja, jeg græder på billederne. Det er eksamenstid lige nu - det har det været i et stykke tid - og der er mange krav, mange ting at læse og lære, mange forventninger og slet ikke særlig meget tid. Jeg brød helt ned i går med stress og tårer. Jeg har arbejdet forkert. Jeg har tænkt, at: jo flere timer jeg læser, jo bedre og jo mere får jeg lært. Sådan er det ikke. Jeg har læst 24/7, læst til godnatlæsning og som en lille morgensnack, og al den læsning har haft modsat effekt: givet mig mindre overblik, gjort mig stresset, forvirret og skør. I går var den værste dag og det gentager sig forhåbentlig ikke. Jeg læste op til engelsk i går, som jeg lige har været oppe i. Hvad jeg har fået, kan være fuldstændig ligegyldigt - 12, 4, 7, 02, 10? Det spiller ingen rolle i dette indlæg. Faktisk står det i kontrast til min holdning til konstant at blive bedømt med tal og statistikker. Desuden er jeg ikke en person, der går rundt til højre og venstre og spørger, hvad folk har fået, og fortæller, hvad jeg selv har fået - om det så er 12, 4, 7, 02 eller 10. 

Problem er, at jeg har ikke afsat faste tidspunkter, hvor jeg siger: SÅ, nu har jeg læst, nu er det pause, nu er der tid til mig - væk fra bøgerne. Sådan nogle øjeblikke har jeg ikke haft. For jeg skulle jo læse, nå det hele igennem, genlæse, tage noter til alt, hvad der kunne tages noter til. Mine pauser lignede mere nogle overspringshandlinger og lidt surf på YouTube - og så tilbage til læsningen igen. Men ikke nogle markante pauser til at koncentrere mig om... Mig! Og ikke bøgerne. Det er trods alt mig, der skal overleve og mig, der skal komme igennem læsningen op til hver eksamen.

Jeg brød ned. Og det var bestemt ikke sjovt. I 3 år har jeg været omringet af lektier, stile, krav, forventninger, karakterer, bedømmelser og store opgaver. I 3 år har jeg været på en gymnasium, hvor jeg ærlig talt ikke har haft det særlig godt - ofte overvejet at skifte, men skiftede mening igen. I 3 år har jeg kæmpet, kæmpet hård for at komme igennem, nå dertil, hvor jeg meget snart er - med huen på, friheden lige for næsen og et bevis, der erklærer mig for fri og færdig. 15 dage er der endnu. 15 dages læsning, krav, forventninger og stress. Og så. Slut.

Min opgave er så nu ikke blot at få lært, repeteret og læst op, men også - og næsten vigtigere - at få lært at give slip, at give tid til mig selv, at afsætte pauser, hvor jeg kan forkæle mig selv og tænke på andre ting, at give tid til at lave lidt af det, jeg kan lide eller at løbe en tur. For jeg kan simpelthen ikke klare at læse 24/7 uden det. Det er hermed bevist. Jeg undskylder for den nedtrygte stemning. Livet er ikke altid perfekt. Jeg regner dog med at vænne stærkt tilbage d. 26. juni 2012, hvor jeg forhåbentlig er kommet helskinnet igennem eksamen og står lettet med en smuk hue på mit hoved.

Mr. Zac Efron & Zanessa

1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10

Jeg har altid været stærk modstander af fotografers overvurdering af de kendte og piger, der giver uhyggelige udtryk og udsagn om, hvor forelskede de er i en bestemt kendt herre, som de baserer deres fremtid og tilværelse på. Trods det, gemmer der sig en lille, sød, tøset, romantiker-pige indeni mig, som ikke kan lade være med at gemme sig, så snart hun ser Zac Efron. Jeg har altid været skudt i den dreng. Også i tider, hvor jeg har været omgivet af mennesker, der har afskyet ham. Og når jeg ser billederne af ham og Vanessa sammen, kan man da ikke andet end, at fornemme en vis charme i den fyr. De er ikke sammen mere, hvilket da er lidt synd - de er så søde sammen. Jamen altså - overvej lige billede nummer 1 engang. Oh my. Smiler, fniser og smelter blot ved synet af Mr. Virkelig Overdrevet Hot, Lækker, Mums, Ku' Godt, Give-Me-A-Piece-Of-That, Zac-Mmm-Efron! Rigtig godt forkælelse for mine øjne efter en lang dag med eksamenspapirer, pensum og hvad-ved-jeg. Og så klager jeg da ikke over, at han har en hovedrolle i filmen "The Lucky One", som har premiere d. 7. juni, som jeg bestemt må se - om det så bliver i biografen eller på dvd bagefter. Tror jeg vil smukke under dynen og tvinge min underbevidsthed til at drømme om ham der Zac i nat, og så - tilbage til læsningen i morgen tidlig.