søndag den 11. december 2011

Stilhed og arbejdsro

Morgenfrost er sådan et smukt syn, især når himlen er klar og solen skinner på den glimtende, glitrende hvide frost. Og morgenen er helt stille. Det er noget helt afstressende ved det. Bloggen er lidt stille for tiden. Jeg er nemlig i fuld gang med mit studieretningsprojekt, og der kan derfor godt virke til at være lidt tomt og stille på bloggen i disse dage, men jeg ville bare lige minde jer om, at jeg stadig lever, men blot er i gang med en vigtig og tidskrævende opgave, som det forresten også går rigtig godt med. Jeg elsker stadig at blogge, men opgaven tager en masse af min tid, men jeg skal nok vende stærkt tilbage, når den er skrevet og ude af verden. Jeg håber, I nyder decemberdagene med hygge, famile, venner, julefrokost, glæde, pebernødder i spandevis og hvis I ikke kan lide det, så nogle andet hyggeligt julegodter. Hav en dejlig 3. søndag i advent alle sammen!

torsdag den 1. december 2011

Hello, December

1 - 2 - 3 - 4 - 5
Billederne med "Hello, December" foran et smukt sne - og julelandskab indtager www.weheartit.com, for det er jo den første December i dag. Jeg kan mærke julen nærme sig. Nu er der jul overalt i fjernsynet og de sidste julelys bliver hængt op udenfor, for nu er det december. En måned hvor børns hjerter banker hurtigere og hurtigere i optakten til juleaften, smiler og er glade, glæder sig mere end alt andet til at se julekalender hver aften. Der er en magi i luften, som kun kommer denne tid på året. Selvom jeg skal skrive SRP om 6 dage, vil jeg forsøge at afsætte tid til at hygge og se julekalender. December er også den måned, hvor jeg tænker allermest på, at jeg ikke er barn mere. Og jeg savner den tid så inderligt. En meget hyggelig og glædelig måned, men også fyldt med nostalgi i hvert hjørne af mit sind. Dog tænkte jeg mere på det store savn af barndommen og det tab, det er, at den er væk sidste år, men i år er det ikke slemt. Jeg har trods alt også SRP at tænke på - det er nok derfor. Uanset hvad, ønsker jeg jer en glædelig første december!!

søndag den 27. november 2011

1. søndag i advent

Så blev det 1. søndag i advent. November forsvant hurtigt med vinens kraftige susen (apropos vind - blæser det ikke en smule i dag eller er det bare mig?). I dag fik jeg givet min mor en adventsgave: 3 æsker med udendørs julelys hhv. et net, en kæde og tre diodetræer. Vi fik dem hængt op i dag, og det begynder at ligne jul omkring vores hus nu. Udendørs julelys gør virkelig noget ved hyggen og glæden i denne meget mørke tid. I dag har jeg fået læst lidt lektier og ellers bare slappet af og hængt lys op udenfor. Der er så småt blevet pyntet lidt op rundt omkring, der er ild i pejsen, regnen og vinden suser imod de stakkels hjælpeløse vinduer og får hele huset til at virke som om, det kunne flyve væk, når som helst. Det knaser og knirker, men det er nu lidt hyggeligt på en eller anden måde, selvom det er temmeligt kraftigt. Forresten - af min mor fik jeg i adventsgave en indendørs lyskæde (som i kan se på billederne ovenfor - lyskæden med de søde, runde kugler), som jeg har ønsket mig i lang tid. Den kunne både fåes i regnbuens farver og hvid - og jeg kunne simpelthen ikke bestemme mig. Men nu fik jeg den med farverne, og jeg er ganske tilfreds. Den bringer virkelig noget hygge og glade farver til mit værelse. Jeg fik også en dåse med udstikkere, som jeg også har snakket om, jeg ville have nogle flere af.  Nu vil jeg kigge lidt videre på nogle lektier og nyde den sidste del af søndagen. 

lørdag den 26. november 2011

Lys i mørket

Nu tændes tusind julelys. Julelys bliver sat op udenfor, og hvor er det hyggeligt. De udendørs lys, jeg har taget billeder er, er dog ikke fra vores eget hus. Så mange julelyskæder har vi ikke engang. Der var en helt fantatisk spejling i vejen fra lysene, da det havde regnet kraftigt i går og vejen var dækket af en blankt lag regnvand. I morgen sætter vi også vores op, for det er jo faktisk allerede 1. søndag i advent i morgen - og der jeg skal lave julebag! Nu håber jeg bare snart, at der kommer noget sne, for det er da lige den sidste ting, der mangler, nu hvor vi har julelysene oppe, varm kakao og de varme sokker fremme. 

torsdag den 24. november 2011

Coldplay - Fix You


Jeg er blevet helt vild med denne her sang - og især denne version af den. Jeg tror, jeg har ødelagt repeat-knappen til videoen. Det skulles gerne blevet fixet snart, så I selv kan bruge den, hvis I får lyst. Jeg synes i hvert fald, at det er en smuk sang. Godnat alle sammen, sov godt!

En måned til juleaften

Det er lidt stille på bloggen, og jeg har ikke noget kvalitetstid med mit elskede kamera for tiden. Jeg har lidt mange ting at tage stilling til og tænke på for tiden. Der er lektier og afleveringer som sædvaneligt, men også SRP-opgaven, der snart til skrives. Vi får skriveperiode fra 7.-21. december. Det bliver en speciel december måned med en masse læsning og skrivning, men jeg vil sørge for at blive så hurtigt færdigt som muligt og samtidig også sørge for at få afsat lidt tid til julebag, hygge og pauser indimellem. Jeg glæder mig faktisk inderligt til, at jeg får problemformuleringen og kan få et overblik over den store opgave, som jeg skal skrive. Jeg glæder mig til jul, december, julemusik og julebag. Jeg glæder mig til - forhåbentlig - at blive sneet inde i december, så jeg kan sidde og kigge ud på julelysende, der får sneen til at lyse op. Jeg glæder mig til at sidde med varme sokker indenfor og drikke varme drikke. Der er meget arbejde forude, men jeg prøver at holde mig nede på jorden i ro og mag. Jeg vil ikke have et stressanfald igen ligesom i går. Jeg må tage det lidt mere stille og roligt. Så kommer det nok til at gå bedre. Både med mig selv og opgaven. 

Hermed lidt flere sne - og julebilleder fra sidste år, fordi der jo i dag præcist er en måned til jul. Og der er jo faktisk også kun 3 dage til 1. søndag i advent. Fordi sneen og julen ikke er fremme endnu til at blive taget billeder af. Og mest af alt bare fordi jeg elsker denne tid på året. Hav en god dag alle sammen!