Update: Nostalgi, magi og stadig ledig

1 - 2

Jeg hørte i dag musik fra de gamle Mario-spil på Super Nintendo. En følelse af nostalgi ramte mig som et lyn fra himlen. Det er ikke første gang, at det er sket igennem musik, som er spækfyldt med barndomsminder. Også musikken fra Sims 1 og andre spil samt tv-programmer sætter tankerne i kog. Med ét - blot ved lyden - finder varme følelser og tanker sin vej til mit sind. Jeg mindes følelsen af tryghed, ubegrænset og livlig fantasi, tanker om barndommens glæde. Nostalgien spredte sig hurtigt og nu ligger jeg her i sofaen og tænker lidt tilbage på min barndom - dengang alt var nemmere, dengang mine storebrødre boede hjemme og vi skændtes som bare pokker, men havde også de mest fantastiske og hyggelige stunder sammen, jeg aldrig vil glemme. Dengang alt var nemmere.

Alt imens jeg ligger med en sky af nostalgi over mig, kigger jeg over på min Harry Potter bog - Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (Jeg fik mig endelig taget sammen til at købe boksen med alle bøgerne på engelsk. Nu ejer jeg endelig mine helt egne Harry Potter-bøger. På engelsk!) J.K. Rowling kan noget med at skrive bøger og lige netop disse bøger, hjælper mig til at drømme væk til en helt anden verden fyldt med spænding, ugler, masser af tryllestave og flyvende koste for ikke at forglemme det store flotte slot Hogwarts. En helt anden verden - og hvor ville jeg dog gerne være en del af den. Hvor bliver det brev fra Hogwarts af?

Stadig ledig. Ja, jeg fik jo min studentereksamen lige før sommerferien og nu står jeg så og er arbejdsledig og kæmper med at finde mig et job. Men det er godt nok ikke nemt. Mange vil have unge under 18 år. Andre vil have folk med erfaring, hvilket jeg ikke har alverdens af. Og. Det hele er bare så forvirrende. Den store verdens veje går i alle mulige forskellige retninger og jeg føler mig så fortvivlet. Jeg håber snart, jeg finder den vej, som jeg skal gå. Lige nu står jeg og kigger ud på de mange forskellige retninger og står stille. Kigger indimellem bagud - tænker tilbage på det, der var. Engang. Barndommen. Uskyldigheden. Fantasiverdenen som jeg levede i. Nu står virkeligheden for mine fødder. Og den vej, der fører tilbage til barndommen, kan jeg blot kigge på - ane minderne i horisonten og udstøde et suk, trække lidt på smilebåndet, kigge ned i jorden og tænke tilbage.

Bloggen og hovedet - fyldt op til randen

For et par dage siden skulle jeg til at indlæse nogle billeder, jeg havde redigeret til et blogindlæg, men så finder jeg minsandten ud af, at mit Picasa-album er fyldt op til randen, pladsen er brugt. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Men plads nok var der da til ovenstående billede, som er taget ved solnedgangen på stranden for nogle dage siden. Et symbol på det tidspunkt på dagen og den del af naturen, der er god til at frigøre mine tanker og give mig ro i sindet - solnedgangen.

Skal jeg have plads til flere billeder er jeg nødt til at slette nogen, hvilket jo ville være synd og ret dumt. Så er der også den mulighed at betale for mere plads, men det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har aldrig været så meget for at betale for ting som ekstra plads til album online, hjemmesider, mønter til spil (på facebook - dengang jeg spillede på Facebook, ja dengang jeg havde en Facebook-bruger).

Men nu står det sådan til, at mit album simpelthen er fyldt op. Ligeså er mit hoved. Det er fyldt med tanker, spekulationer, frustrationer og bekymringer - mest om fremtiden. Jeg har ikke længere en tryg ramme (læs: skole hvor alt er tilrettelagt og lærerne står for studieplanen). Nej, nu er det mig, der skal finde ud af hvilken vej, jeg vil gå. Hvad skal der blive af mig? Hvor skal jeg hen? Hvem er jeg i det hele taget? Jeg skal snart have skaffet mig et job, som jeg stadig kæmper med, for jeg har ikke kunnet arbejde i ferien pga. operationen og forløbet efter, men nu er jeg ved at være klar. 

Der er så mange tanker, der strømmer igennem mit hoved, som efterhånden er ved at være fyldt op til randen for at sige det mildt. Der er så meget, jeg vil. Så meget jeg ønsker mig. Og jeg for ofte en følelse af, at jeg har så travlt og at jeg er "bagud". Men det er jeg jo ikke. Jeg er 20 år - ung, frisk og har stadig lidt krudt bagi. Jeg har eventyrer, oplevelser og nye mennesker at se frem til. Jeg skal bare ud, ud af døren og søge det hele. Ud og se mig omkring. Ud i verden.

Det er også derfor hovedet indimellem har været fyldt med frustrationer. For jeg har brændt for at komme i gang, men i en måned har jeg gået uden at kunnet og måttet det. Men tiden er snart kommet. Der skal ske noget. Ikke mindst skal jeg i gang med at træne i Fitness-centeret igen, som jeg satte på pause før mine eksaminer. Og så har jeg jo heller ikke haft tilladelse til at dyrke motion, hvor jeg får pulsen op og sved på panden, for jeg skal ikke overanstrenge mig og min nye overkæbe. 

Men åh, hvor jeg dog dagdrømmer om den dag om et par uger, hvor jeg stryger mit Fitness World-kort igennem kortlæseren, går ind i omklædningsrummet, får lækkert træningstøj på og musik i ørerne efterfulgt af en rejse gennem diverse maskiner og vægte samt lidt holdtræning i rummet ved siden af. Jeg savner det inderligt og jeg kan ikke vente til endelig at komme i gang med Fitness igen. Og frugt. Masser af frugt! Jeg må jo stadig kun spise blød kost - dvs. kost der kan moses med tungen og i små bider. Så nej, jeg kan ikke spise frugt. Jeg kan spise frugtmos, men det er nu ikke helt det samme. 

Der er meget i mit hoved. Dagdrømme om ting, jeg vil blive i stand til om ikke så lang tid igen. Tanker om fremtiden. Hovedet er fyldt op. Bloggen er også fyldt op. Og dette indlæg tilføjede lige lidt ekstra til bloggen - men tog heldigvis lidt ud af hovedet. 

The Tinge and Life of the Lake

Søens smukke spejlinger

Jeg elsker at gå, løbe og cykle omkring søen. Vores område ved og omkring søen er et idyllisk roligt sted, hvor fuglene trives godt. Der er en ro og en stemning, der næsten ikke kan beskrives med ord, men skal vises med billeder. Fuglenes yndefulde måde at flyve på. Svaneunger der svømmer på en lige række. Andefamilier med små, søde, bløde, pippende ællinger. Folk der går alene eller hånd i hånd og nyder naturen. En tur rundt om søen. Den ro. 

Så blev det endelig sommer

Solen står højt på himlen og sommeren er endelig kommet til syne. Jeg sidder lige nu ude på terrassen og nyder det fantastiske sommervejr. Med henholdt til mig og min tilstand så går alt fremad. Jeg har nemmere ved at snakke, den slemme hævelse er væk (der er dog stadig lidt tilbage), jeg har lettere ved at spise, jeg har stort set ikke ondt mere og lyset er nemmere at se nu. Det hele går som det skal og det går hurtigt fremad. I dag er det 13 dage siden, jeg blev opereret og fremskridtene er markante. Det og så sommervejret bringer et smil på læben - ja, jeg kan faktisk smile lidt nu med lidt nød og besvær. Det strammer lidt, men jeg kan. Og jeg vil.

I går var mine forældre og jeg en aftentur i den gamle by for at se udendørs teater: Erasmus Montanus -  i Simonsens have. Det var rigtig godt og super hyggeligt. Derefter gik vi en tur igennem botanisk have. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i botanisk have, men hyggeligt er der helt sikkert. Det er et dejligt sted. En dejlig aften, der også bringer lidt glæde ind i min hverdag, nu hvor jeg er forhindret i så mange andre ting. Her er nogle billeder fra i går aftes.

Tangled

1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8

En helt igennem fantastisk film, som jeg så for første gang i dag. Og hvor var det bare dejligt, at være stand til at se en film. Grundet tideligere slemme smerter, hovedpine osv. har jeg ikke orket andet end at lukke øjnene og slappe af, men da jeg kom hjem i dag, lå der en gave til mig - 2 dvd film. Den ene var "Tangled", som jeg mægtig gerne har villet se i rigtig lang tid, og den så jeg så i dag. Den var så god.

Under hele spændingsforløbet var jeg opslugt og inde i filmen. Jeg elsker, elsker, elsker musicals, og filmen var en slags musical med alle de mange musikindslag og jeg elskede den. Jeg elsker Rapunzels smukke og lange lyse lokker, Eugenes søde smil og charme, musikken om drømme og at rive sig fri, det smukke lysende lanterne. Imens jeg så filmen, gik jeg så vidt til at sidde og tænke: "Jeg vil se den igen". Jeg elsker disneyfilm og denne var fantastisk. Jeg blev rørt flere gange til tårer. En smuk film med smukke scener, smuk musik og smukke budskaber og naturligvis også humør blandet ind i form af sjove bemærkninger, kommentarer og sjove karakterer

Hvis du ikke har set den endnu, er den helt sikkert et kig hver, hvis du også er til glæde, drømme og kærlighed, som disneyfilmene udtrykker på så mange forskellige, flotte måder. Man er aldrig for gammel til disneyfilm og disneyfilm bliver aldrig for gamle. Walt Disney Pictures har gjort det igen. Kreeret en fantastisk film med smuk musik, smukke følelser og efterlader mig endnu en gang med en tåre i øjenkrågen og et smil på læben. Lige hvad jeg havde brug for oven på den hårde operation. Og jeg vil helt sikkert se den igen meget snart, for det er Disney - man kan se disneyfilm igen og igen uden at blive træt af dem. Sådan er det bare

Operationen er overstået

Så er operationen overstået. Veloverstået - biddet blev som det skulle være. Jeg kan dog ikke se det endnu pga. alle hævelserne og skinnen inde i munden Der går nok et stykke tid, før jeg faktisk vil være i stand til at se resultatet. Billede 1 er taget i fredags (operationsdagen) og billede 2 er taget i morges. Jeg er nu kommet hjem efter et par dage på hospitalet. Det er i dag tredjedagen, hvilket betyder at hævelsen normalt topper her og fra nu af skulle det gerne ligeså stille gå op af bakke, så jeg dag efter dag vil kunne se at hævelsen aftager.

Fredag var den mest følsomme og hårde dag i mit liv. Jeg havde lidt sommerfugle i maven på operationsbordet, før jeg ikke kunne holde øjnene åbne mere. Men så kom opvågningen og sonden, der var sat ind i næsen og gik helt ned til maven. Den skulle suge blod ud fra maven for at undgå opkast. Den sad i fra efter operationen ved 1-tiden til kl. 20.30. Det var så hårdt og ubehageligt. Både at have den i og at få den ud. At se al blodet komme ud af mig og det ville ikke holde op. Det var den værste oplevelse i mit liv. Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at det her - det kunne jeg bare ikke klare. Det var så hårdt. 

Men jeg overlevede - jeg lever stadig. Jeg sidder her nu, hjemme, i lænestolen. Mundvandet driller lidt og hævelsen er slem, men smerterne er ikke slemme mere. Jeg har tideligere haft helt ubeskrivelig hovedpine - så slem, at I ikke vil kunne forestille jer det. Mange siger, at de ville gå igennem det igen og at det var det hele værd. Lige nu kan jeg nok ikke sige det, men om en måneds tid begynder jeg måske at være mere overbevist. Jeg er i hvert fald sikker på, at når hævelsen er aftaget, så gemmer der sig et flot, nyt ansigt med et flot tandsæt. Bag alt det blå og hævede.

Udover at have været de hårdeste dage i mit liv (fredag var absolut slemmest), så har de også været meget følelsesladede og fyldt med kærlighed og omsorg. Mine forældre har været så kærlige, som forældre jo helst bør være. De har været der for mig i tykt og tyndt og min kærlighed er vokset til dem, selvom jeg ikke selv troede det var muligt. Bare tanken om deres kærlighed har gjort det væsentligt nemmere at komme igennem de meget hårde fysiske tider. Også de hilsener der er kommet fra familie betyder utrolig meget. Min morfar, mors fætter + hans kone, min morbror, min moster, min anden moster, min farbror, mine brødre. Kærligheden, omsorg og tanken om, at andre tænker på en, er ufattelig vigtig. Den har bestemt hjulpet mig lidt på vej i den hårde tid.

I går inden de gik, spurgte jeg, om min far ikke kunne tænde for fjernsynet. Så kom Mr. Bean på og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine og jeg måtte bede ham skifte kanal omgående, for det gør altså temmelig ondt at grine alligevel. Så han skiftede til TV2 Sporten - det hjalp på latteranfaldet. Det var et dejligt øjeblik. Smilene på mine forældres munde. Glæden der pludselig bredte sig mildt i det  soveværelset, i den rene atmosfære. En glæde, der kunne mærkes hele natten igennem og stadig sidder inde i mit hjerte. Det føles som om, at smerterne og de hårde, forfærdelige øjeblikke ingen ende ville tage, men så kom Mr. Bean. Tak Mr. Bean! 

Men Mr. Bean er ikke den vigtigste at takke. Det er først og fremmest selvfølgelig mine forældre, som jeg med tegnesprog efter operationen udtrykte, hvor meget jeg elskede dem. Det var nogle rørende og stærke øjeblikke, vi havde sammen. Og så vil jeg også takke Michelle for at være sådan en rar, sympatisk, omsorgsfuld, sød, smilende, kær og tålmodig sygeplejerske. Hun hjalp mig meget og hun var så rar.

Der er lysere tider på vej. Det er lidt svært at se gennem mine øjne, da hævelsen går helt der op. Men jeg kan mærke det. Time for time, dag for dag. Det hele skal nok ordne sig. For jeg har en kærlighed til og fra mine forældre, der kan overvinde alt. Og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for dem og den kærlighed, de giver mig. Jeg kan blot sige tak med sindet, sjælen og hele mit hjerte.

Om lidt skal jeg ud og have nogle piller, noget at drikke til min lige nu tørre hals samt noget mad, som er meget vigtig for helingen. Jeg snupper mig en dejlig proteindrik, for protein er ekstra vigtigt under dette forløb. Hvis alt skulle gå normalt og efter planen, kan det kun gå op ad bakke nu - den tanke er så rar og beroligende. Det skal nok gå alt sammen.

Kæbeoperation

Så sker det lige om lidt. Det var faktisk meningen, at det skulle være i dag, men i går fik vi så besked om, at der var kommet en akutpatient. De var derfor nødt til at udskyde min operation. Så i morgen, hvis ikke endnu en akutpatient tager min plads, skal jeg ind på hospitalet og opereres. Nervøs? Tjo, mere spændt på det hele. Men naturligvis også en smule nervøs - dog overbevist om, at det nok skal gå og at det kommer til at være det hele værd. I morgen tidlig kl. 8.00 starter operationen, men jeg skal være derinde 45 minutter før. Det er dejligt, at det er så tidligt på dagen, så jeg ikke skal gå og vente.

Jeg skal opereres i kæben. Min overmund deles op i 3 dele og rykkes ned således, at jeg kan bide sammen. Det har været et langt forløb med fjernelse af alle visdomstænder og togskinner har jeg haft på i 2 år. Jeg kan kun bide sammen med de bagerste tænder i min mund, resten af tænderne når ikke hinanden. Det var en frivillig operation - 100% selvvalgt. For det var ikke ligefrem livsnødvendigt, men da jeg kunne få pænere tandsæt og bid, undgå problemer i fremtiden og fjernet alle visdomstænderne gratis (jeg startede forløbet, før jeg blev 18), så jeg det næsten som et selvfølge at gå igennem det. Og jeg er sikker på, at det vil være alt besværet værd i sidste ende. Det har jeg i hvert fald hørt om fra andre, der har været igennem det samme eller noget der ligner. Spændt, lidt nervøs, men mest af alt længes jeg efter at få det overstået. Jeg glæder mig til at få det overstået. I morgen.