mandag den 12. marts 2012

Hvidstengruppen

Jeg er nødt til at dele mine tanker om denne film med jer. Jeg var inde og se Hvidstengruppen med mine forældre i biografen i går. Min far havde læst nogle anmeldelser af den i aviserne, som var temmelig kritiske og sagde blandt andet, at den var alt for langtrukken og kedelig i starten. Jeg har flere gange erfaret, at jeg er uenige med anmeldere, så de kommentarer ville jeg ikke lade stå i vejen. De sænkede naturligvis mine forventninger til filmen, men det gjorde så, at min oplevelse blev dobbelt så god. Sikke en fantastisk film! Og ikke kun fordi Andreas Jessen og Thomas Ernst var med, nej. Af mange andre grunde.

Filmen handler om Hvidstengruppen - en modstandsgruppe i Danmark fra 2. verdenskrig - der kæmper bravt imod den tyske besættelse af Danmark. Mere vil jeg egentlig ikke sige om handlingsforløbet. Hvis I er historiske bevidste, kender I også historien, for den er baseret på 100% virkelige hændelser fra 2. verdenskrig. Det er også en af de faktorer, der gør filmen ekstra stærk. Tanken om at alt, hvad der sker i filmen, rent faktisk er sket i virkeligheden.

Da jeg nåede til anden halvdel af filmen, begyndte jeg at få klumper i halsen og at blive rørt. Slutningen skal naturligvis altid være det endelige og i dette tilfælde klimaks, og der blev der da også virkelig grædt igennem, kan jeg love jer for. Biografen var ét stort snøftekor, - her kan man snakke om kunsten at græde i kor - og i en af de sidste scener trillede tårene i lange baner ned langs mine kinder. Slutscenen var jeg nødt til at give en lille lyd fra mig, fordi jeg bar inde med så mange følelser og var rørt til bristepunket. Lyset i biografen forblev slukket efter slutningen og indtil ca. et minut ind i rulleteksterne med et smukt operastykke kørende i baggrunden. Der var tavshed, folk blev siddende - stille - og snøftede diskret. Følelsesladet - i den grad.

Den var en fantastisk oplevelse. Der findes ikke noget bedre end at græde til film, der har fortjent tårerne. Hvidstengruppen er en film, der udtrykker sig diskret med enkle virkemidler og formår at blande det smukke med det barske i sådan en grad, at følelserne ramler sammen og rører en til tårer.  Gertrud med sine meget få replikker formåede at udtrykke følelser blot igennem mimik og indre følelser. Den virkelige historie efterlod mig med rørte og nationale fællesskabsfølelser. Og for ikke at tale om den helt fantastisk smukke musik. Filmen fortjener så mange stjerner af mig, som det er muligt at få.

mandag den 27. februar 2012

Klassisk musik

Vi har hørt det siden, vi var helt små - i tegnefilm, Disneyfilm. Faktisk møder vi klassisk musik som baggrundsmusik i stortset alle film, der skal danne klare billeder af situationen for seeren. Stress, frustration, vrede, glæde, lykke, kærlighed, had, sorg, fortabelse. Klassisk musik er noget af det bedste, jeg ved. Jazz og klassisk er de to musikgenrer, der for mig er værd at lytte på. Jazz - når jeg skal hygge mig, klassisk - når jeg vil høre musik. Det er helt utroligt at tænke på, hvordan de fantastiske komponister med hjertet har kunnet skrive så smuk og vidunderlig musik - Chopin - hvis grav jeg så for lidt over en uge siden i Paris - Bach, Beethoven, Mozart, Schubert, Tchaikovsky, Rachmaninov, Vivaldi, Dvorák, Smetana, Schumann, Mahler, Brahms, Ravel, Strauss, Haydn, Grieg, Bellman, Satie - ja, man kunne blive ved. Klassisk musik går lige ind i mit hjerte. Det er som om verden bliver slået fra og min sjæl og mine tanker for lov at flyve frit i et ubeskriveligt univers. Om jeg står og betragter en solnedgang, skal lave lektier med afslappet sind, reflektere over hvordan min hverdag har været eller blot lytte til lidt musik, foretrækker jeg klassisk. 

Klassisk musik har så mange nuancer, så mange forskellige måder at udtrykke sig vidt forskelligt på. Det kan være svært at sætte fingeren på et stykke, som man kan kalde "yndlings", men jeg har et par stykker, som er gået ind i hjertet hos mig og som jeg ofte hører igen og igen. Sange som har fået mig til at koble af, tænke og som har rørt mig både mentalt og fysisk. Klassisk musik kan røre noget, som ingen anden musik kan. Her er min liste over nogle af mine "yndlings" stykker inden for den klassiske musik. Tillad jer selv og giv jer selv tid til at lytte til disse meget smukke stykker, hvis I vil. Jeg vil i hvert fald.


























søndag den 26. februar 2012

Farvel vinter, goddag forår

Der er ikke noget bedre end den tid, hvor man kan mærke foråret nærme sig. Temperaturen er stadig under 10 og der er ikke så mange blomster eller spir at se endnu, men det kan mærkes. Lige siden jeg kom hjem fra Paris har der været betydeligt lysere tideligt om morgenen og senere ud på eftermiddagen, end der var, da jeg tog afsted. Fuglene synger og kvidrer i kor overalt og der er ikke en gang et lille snefnug tilbage. Foråret er kommet os i møde, om lidt er det marts, lyset er på vej med varme og snart omringes vi har blomstrende haver og grønne træer og vanter, huer, halstørklæder og store, tunge, sorte jakker lægges bort. Jeg elsker forår. Og i dag er det søndag. Nu vil jeg læse lidt i en bog og nyde søndagen med en lang gåtur ude i det dejlige vejr under den smukke blå himmel. God søndag til jer alle!

søndag den 19. februar 2012

Disneyland & Paris (del 2/2) - Paris

Oui, j'adore Paris! Paris er en helt fantastisk by! Jeg har kun været der en gang før denne. Og det var i 7 timer, grundet et stop på vej til Spanien med min storebrors fodboldhold, så jeg var heller ikke særlig gammel dengang. Faktisk temmelig lille. Og der nåede vi blot op i Eiffeltårnet og hen på en fransk restaurant. Jeg er blevet forelsket i Paris. I de flotte gader, de smukke altandesigns, de gamle, store flotte bygninger. Jeg er blevet (well, det var jeg også temmelig meget før) forelsket i det franske sprog og den måde franskmænd taler engelsk på. Jeg er blevet forelsket i tjeneren fra den frugtcafé, der lå lige overfor vores meget dyre luksushotel, som lå ca. 200m fra Triumfbuen (ja, min moster og hendes mand har mange penge, se billede 1). Han serverede den lækreste frosne yoghurt (se billede 6) for mig med jordbær og hindbær ved siden. MUMS til både yoghurten og ham selv. Han så ret godt ud. Og så snakkede han FRANSK! Og engelsk med fransk accent naturlivis. Altså, så bliver det heller ikke meget bedre. Jeg må skynde mig til Paris igen og skynde mig hen til den lækre tjen.. Frugtcafé! Jeg kom for anden gang op i Eiffeltårnet - helt op i toppen - og kiggede ud over fra den romantiske by. Vi nåede at se Triumfbuen og at stå på toppen af den. Vi nåede helt op til Eiffeltårnets top. Vi nåede også at se Notre Dame samt Pere Lechaise, hvor Frédérich Chopin og James Morrison blandt andre ligger begravet. En god tur, ganske kort, men ganske god, til den smukke by Paris, som jeg bestemt vil tilbage til snarrest muligt. 

lørdag den 18. februar 2012

Disneyland & Paris (del 1/2) - Disneyland

Glade børn med strålende øjne og smil, der når helt op til eiffeltårnet. Disneymusik over det hele i hvert enkelt lille hjørne i de store parker. Magien i luften. Børn, der holder deres forældre i hånden og den kærlighed og glæde, der kan mærkes overalt. At bo på Disneyland Hotel, som er det dyreste hotel i Disneyland og som ligger oven på selveste indgangen til en af parkerne. At vågne op hver morgen i et prinsesse slot, i en prinsesse seng og at hygge sig hele dagen i en magisk disneyverden, hvorefter man er så heldig at disneykaraktererne skiftevist kommer ind til restauranten ved aftensmaden på hotellet og laver sjov, krammer og vil have taget billeder. Det er noget helt specielt og hvor er jeg glad for at have oplevet det med mine yndlingskusiner på henholdsvis 9 og 12 år. Selve arrangørende og også deltagere i den store rejse til Disneyland og Paris var min moster og hendes mand. Det var en helt fantastisk tur og jeg kan ikke sige andet end tak for, at de ville arrangere den og gøre den til virkelighed. Disneyland er magisk. Det er blot at lade fantasien løbe. Med alle de små detaljer, der er på huse, lygtepæle, i forretningerne over det hele, er det blot af lade sig leve ind i det smukke univers og mærke nostalgien og glæden. Magien.

fredag den 10. februar 2012

Jeg rejser...

1 - 2
- i morgen tidlig. God vinterferie til jer om I også skal ud og rejse eller bare slappe af og nyde frihed og fritiden, der godt kan være svær at finde i hverdagene! Jeg glæder mig som et lille barn til i morgen tidlig. Det er meget tidligt om morgenen, jeg skal afsted. Så jeg skal tidligt i seng og tidligt op. Dejligt! Så behøver jeg ikke at vente længe. Jeg vil afsted - nu! Hvor bliver det bare skønt. Jeg glæder mig meget til at fortælle om rejsen, når jeg kommer hjem og højst sandsynligt med en masse flotte, magiske billeder af Disneyland samt Paris.

torsdag den 2. februar 2012

Face palm

Siden sidst har sneen dalet ned i moderate mængder og dækket land og by med smukt, glitrende sne. Man skulle tro, det var en evighed siden, jeg bloggede sidst, for sidst jeg bloggede, var det blot en smule frost, der havde lagt sig på det grønne græs. Ja, jeg ved godt, at det er lidt dobbeltmoralsk at sige, at man vil få blogget mere over så går der over en uge, før man kommer med et lille pip igen. Det undskylder jeg. Presset og de lange dage hænger over hovedet på mig. Jeg har en musikaflevering til i morgen, som skal færdiggøres samt lektier, der jo også skal passes og laves. Jeg træner så ofte som muligt og forsøger at nå mit mål - jeg er ikke langt igen. Men træning og slankekost samt lektier, afleveringer og planlægning af AT-eksamen hjælper ikke lige på overskuddet og dermed inspirationen. Jeg mangler tid, jeg mangler energi og inspiration til at blogge. Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Som skrevet tideligere kan I dog regne med, at der kommer en god stak billeder på bloggen i vinterferien, når jeg altså kommer hjem. Det er et løfte, jeg ved, jeg kan holde. Men indtil inspirationen kommer igen, tiden og skuldrene falder lidt ned fra ørerne, vil jeg passe på med at love for meget. Jeg håber snart, at tiden vil komme.
Men lige nu vil jeg pakke mig godt ind i dyen, ligge mig til rette, slappe af og få lavet den musikaflevering, som blot venter på at blive lavet hurtigst muligt. Jeg vil forsøge ikke at stresse og prøve at tage det trin for trin med pauser. Stille og roligt. Under min varme dyne.