Huen er sat

Så skete det. I tirsdags. Kl. 14.00. Jeg overlevede min eksamen og jeg kom ud med et smil på læben, tilfreds med resultatet og lettet over at kunne mærke huen på hovedet. Jeg fik roser, kram og blev fejret. Fine gaver fik jeg også. 1500kr, 1 gavekort til Matas på 100kr, en teoretisk dramabog, en sej teaterkikkert, et studenterstearinlys, en æske chokolade, to dvd'er med Cirkusrevyen 2010 og 2011. Og så minsandten om der ikke også lå 3 billetter til at komme ind og se Cirkusrevyen 2012 i august på Bakken. Glad? Bestemt! Jeg glæder mig som et lille barn. Mine forældre, mine to storebrødre og jeg tog på restauranten Marguritten om aftenen, hvor vi fik lækker mad og nød hinandens selskab. Det kunne ikke have været bedre. Og efter hovedretten rakte min bror en lille, indpakket gave ind, som de tænkte, at jeg først skulle have nu, så jeg fik en ekstra overraskelse. Det fineste smykke gemte sig i æsken og jeg er lykkelig - det smykke vil jeg bære ofte, for det vil minde mig om min familie - mine brødre - og min værdifulde dag - 26. juni 2012 - hvor jeg blev student. 

I går var der fest på gymnasiet - de første par timer var kun for 3.g'erne og det var SÅ hyggeligt. Jeg morede mig og følte mig fri og glad. Vi fik lækker champagne og vin, givet hånd til alle lærerne og de gav os hver et stort tillykke og et stort smil. Vi fik lækker mad og god musik. Det var en rigtig god fest - og den sidste gymnasiefest nogensinde. Men fest og fejring er ikke ovre endnu - nu venter dimissionen jo i morgen, og lørdag står den på dyt, båt, båt, dyt og hyl og skrig, for så er det vores tur til at køre rundt i en fin studentervogn og sørge for at hele Danmark hører os - at alle hører, hvor stolte vi er, hvor glade vi er og ikke mindst... Hvor frie vi er. Langt om længe. Endelig. 

Sommerfornemmelser

En uge til hue

Jeg har kæmpet hårdt. Jeg har grædt. Jeg har svedt. Jeg har lige overstået en kemieksamen med et godt resultat. Jeg er stolt af mig selv. Jeg har arbejdet. Jeg har ydet. Og nu er det tid til at nyde. Nyde at jeg nu aldrig mere skal beskæftige mig med naturfag igen. Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Aldrig nogensinde mere kemi. Aldrig mere naturfag. Jeg kan skue en uge til, min hue bliver sat på det hoved, der dunker af spænding og glæde over, at jeg blot mangler at kæmpe mig igennem 7 dage - 7 sølle dage -  og én eksamen - historie mundtlig. Og så er det slut. Så er det jubel, frihed, hurra, glæde og lidt mere frihed. Det er slet ikke til at fatte. Huen er så tæt på. Og inden jeg ved af det, kan jeg se mig selv i spejlet med den på. 

Et personligt indlæg om stress og læsning

Mange tanker og spekulationer går jeg rundt med for tiden. Den anden dag fik jeg skrevet 8 sider i min dagbog. Jeg har meget på hjertet, i hovedet og over det hele. For ikke at snakke om utrolig mange spændinger i nakke og ryg. Og tårerne har trillet ned fra mine øjne de sidste par dage i stresset og overtræthed. Dette er et meget personligt indlæg. Det er offentligt og på nettet, men det er der så mange, der gør, så hvorfor ikke. Det er min blog, det er mig og jeg har virkelig brug for bare at skrive lidt af mine tanker og frustrationer ned.

De ovenstående billeder er ikke af en stemning, der er ses før på bloggen. Og ja, jeg græder på billederne. Det er eksamenstid lige nu - det har det været i et stykke tid - og der er mange krav, mange ting at læse og lære, mange forventninger og slet ikke særlig meget tid. Jeg brød helt ned i går med stress og tårer. Jeg har arbejdet forkert. Jeg har tænkt, at: jo flere timer jeg læser, jo bedre og jo mere får jeg lært. Sådan er det ikke. Jeg har læst 24/7, læst til godnatlæsning og som en lille morgensnack, og al den læsning har haft modsat effekt: givet mig mindre overblik, gjort mig stresset, forvirret og skør. I går var den værste dag og det gentager sig forhåbentlig ikke. Jeg læste op til engelsk i går, som jeg lige har været oppe i. Hvad jeg har fået, kan være fuldstændig ligegyldigt - 12, 4, 7, 02, 10? Det spiller ingen rolle i dette indlæg. Faktisk står det i kontrast til min holdning til konstant at blive bedømt med tal og statistikker. Desuden er jeg ikke en person, der går rundt til højre og venstre og spørger, hvad folk har fået, og fortæller, hvad jeg selv har fået - om det så er 12, 4, 7, 02 eller 10. 

Problem er, at jeg har ikke afsat faste tidspunkter, hvor jeg siger: SÅ, nu har jeg læst, nu er det pause, nu er der tid til mig - væk fra bøgerne. Sådan nogle øjeblikke har jeg ikke haft. For jeg skulle jo læse, nå det hele igennem, genlæse, tage noter til alt, hvad der kunne tages noter til. Mine pauser lignede mere nogle overspringshandlinger og lidt surf på YouTube - og så tilbage til læsningen igen. Men ikke nogle markante pauser til at koncentrere mig om... Mig! Og ikke bøgerne. Det er trods alt mig, der skal overleve og mig, der skal komme igennem læsningen op til hver eksamen.

Jeg brød ned. Og det var bestemt ikke sjovt. I 3 år har jeg været omringet af lektier, stile, krav, forventninger, karakterer, bedømmelser og store opgaver. I 3 år har jeg været på en gymnasium, hvor jeg ærlig talt ikke har haft det særlig godt - ofte overvejet at skifte, men skiftede mening igen. I 3 år har jeg kæmpet, kæmpet hård for at komme igennem, nå dertil, hvor jeg meget snart er - med huen på, friheden lige for næsen og et bevis, der erklærer mig for fri og færdig. 15 dage er der endnu. 15 dages læsning, krav, forventninger og stress. Og så. Slut.

Min opgave er så nu ikke blot at få lært, repeteret og læst op, men også - og næsten vigtigere - at få lært at give slip, at give tid til mig selv, at afsætte pauser, hvor jeg kan forkæle mig selv og tænke på andre ting, at give tid til at lave lidt af det, jeg kan lide eller at løbe en tur. For jeg kan simpelthen ikke klare at læse 24/7 uden det. Det er hermed bevist. Jeg undskylder for den nedtrygte stemning. Livet er ikke altid perfekt. Jeg regner dog med at vænne stærkt tilbage d. 26. juni 2012, hvor jeg forhåbentlig er kommet helskinnet igennem eksamen og står lettet med en smuk hue på mit hoved.

Mr. Zac Efron & Zanessa

1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8 - 9 - 10

Jeg har altid været stærk modstander af fotografers overvurdering af de kendte og piger, der giver uhyggelige udtryk og udsagn om, hvor forelskede de er i en bestemt kendt herre, som de baserer deres fremtid og tilværelse på. Trods det, gemmer der sig en lille, sød, tøset, romantiker-pige indeni mig, som ikke kan lade være med at gemme sig, så snart hun ser Zac Efron. Jeg har altid været skudt i den dreng. Også i tider, hvor jeg har været omgivet af mennesker, der har afskyet ham. Og når jeg ser billederne af ham og Vanessa sammen, kan man da ikke andet end, at fornemme en vis charme i den fyr. De er ikke sammen mere, hvilket da er lidt synd - de er så søde sammen. Jamen altså - overvej lige billede nummer 1 engang. Oh my. Smiler, fniser og smelter blot ved synet af Mr. Virkelig Overdrevet Hot, Lækker, Mums, Ku' Godt, Give-Me-A-Piece-Of-That, Zac-Mmm-Efron! Rigtig godt forkælelse for mine øjne efter en lang dag med eksamenspapirer, pensum og hvad-ved-jeg. Og så klager jeg da ikke over, at han har en hovedrolle i filmen "The Lucky One", som har premiere d. 7. juni, som jeg bestemt må se - om det så bliver i biografen eller på dvd bagefter. Tror jeg vil smukke under dynen og tvinge min underbevidsthed til at drømme om ham der Zac i nat, og så - tilbage til læsningen i morgen tidlig.