Frost og faldne blade

Så lykkedes det pludselig alligevel at få indlæst nogle billeder. Og smilet kan ikke komme af mine læber. Nu kan jeg igen dele nogle billeder med jer! Efteråret byder på isene kulde og blæst, men det er en drøm for en fotograf som mig, når himlen er skyfri og blå om formiddagen, rimen glimter som stjernestøv på tagene, bladene skæver elegant ned fra de snart nøgne træer og former flotte bunker på det våde græs. Man kan jo næsten tage fantastisk smukke billeder med lukkede øjne. Er naturen ikke vidunderlig? Jeg håber, I nyder det smukke vejr trods kulden og at billederne vil bringe en god og hyggelig stemning om den årstid, vi netop befinder os i.

Bring me back to the place where...

Walt Disney Intro

Hvor blev jeg af? Lever jeg stadig? Ja, det gør jeg. Ja, der er stille på bloggen. Vinden suser udenfor. Livet og tiden passerer forbi mit vindue. Min inspiration, motivation og glæde matcher den grå himmel. Men solen skinner. Det er da altid noget. Og det er ikke fordi, jeg er utilpas rent fysisk. Faktisk går jeg bare til den med min træning. Og jeg elsker det. Ligeså meget som jeg elsker denne intro, som afspilles lige før en Walt Disney film. Den varer kun 30 sekunder, men hvor jeg dog elsker den. Der er noget magisk over den. Og musikken får mit hjerte til at slå en ekstra gang. Der er noget helt specielt ved den scene. Den bringer nogle følelser frem i mig. Følelser af barndomsglæde, kriller i maven, smil og lykke, 

Update: Nostalgi, magi og stadig ledig

1 - 2

Jeg hørte i dag musik fra de gamle Mario-spil på Super Nintendo. En følelse af nostalgi ramte mig som et lyn fra himlen. Det er ikke første gang, at det er sket igennem musik, som er spækfyldt med barndomsminder. Også musikken fra Sims 1 og andre spil samt tv-programmer sætter tankerne i kog. Med ét - blot ved lyden - finder varme følelser og tanker sin vej til mit sind. Jeg mindes følelsen af tryghed, ubegrænset og livlig fantasi, tanker om barndommens glæde. Nostalgien spredte sig hurtigt og nu ligger jeg her i sofaen og tænker lidt tilbage på min barndom - dengang alt var nemmere, dengang mine storebrødre boede hjemme og vi skændtes som bare pokker, men havde også de mest fantastiske og hyggelige stunder sammen, jeg aldrig vil glemme. Dengang alt var nemmere.

Alt imens jeg ligger med en sky af nostalgi over mig, kigger jeg over på min Harry Potter bog - Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (Jeg fik mig endelig taget sammen til at købe boksen med alle bøgerne på engelsk. Nu ejer jeg endelig mine helt egne Harry Potter-bøger. På engelsk!) J.K. Rowling kan noget med at skrive bøger og lige netop disse bøger, hjælper mig til at drømme væk til en helt anden verden fyldt med spænding, ugler, masser af tryllestave og flyvende koste for ikke at forglemme det store flotte slot Hogwarts. En helt anden verden - og hvor ville jeg dog gerne være en del af den. Hvor bliver det brev fra Hogwarts af?

Stadig ledig. Ja, jeg fik jo min studentereksamen lige før sommerferien og nu står jeg så og er arbejdsledig og kæmper med at finde mig et job. Men det er godt nok ikke nemt. Mange vil have unge under 18 år. Andre vil have folk med erfaring, hvilket jeg ikke har alverdens af. Og. Det hele er bare så forvirrende. Den store verdens veje går i alle mulige forskellige retninger og jeg føler mig så fortvivlet. Jeg håber snart, jeg finder den vej, som jeg skal gå. Lige nu står jeg og kigger ud på de mange forskellige retninger og står stille. Kigger indimellem bagud - tænker tilbage på det, der var. Engang. Barndommen. Uskyldigheden. Fantasiverdenen som jeg levede i. Nu står virkeligheden for mine fødder. Og den vej, der fører tilbage til barndommen, kan jeg blot kigge på - ane minderne i horisonten og udstøde et suk, trække lidt på smilebåndet, kigge ned i jorden og tænke tilbage.

Bloggen og hovedet - fyldt op til randen

For et par dage siden skulle jeg til at indlæse nogle billeder, jeg havde redigeret til et blogindlæg, men så finder jeg minsandten ud af, at mit Picasa-album er fyldt op til randen, pladsen er brugt. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Men plads nok var der da til ovenstående billede, som er taget ved solnedgangen på stranden for nogle dage siden. Et symbol på det tidspunkt på dagen og den del af naturen, der er god til at frigøre mine tanker og give mig ro i sindet - solnedgangen.

Skal jeg have plads til flere billeder er jeg nødt til at slette nogen, hvilket jo ville være synd og ret dumt. Så er der også den mulighed at betale for mere plads, men det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har aldrig været så meget for at betale for ting som ekstra plads til album online, hjemmesider, mønter til spil (på facebook - dengang jeg spillede på Facebook, ja dengang jeg havde en Facebook-bruger).

Men nu står det sådan til, at mit album simpelthen er fyldt op. Ligeså er mit hoved. Det er fyldt med tanker, spekulationer, frustrationer og bekymringer - mest om fremtiden. Jeg har ikke længere en tryg ramme (læs: skole hvor alt er tilrettelagt og lærerne står for studieplanen). Nej, nu er det mig, der skal finde ud af hvilken vej, jeg vil gå. Hvad skal der blive af mig? Hvor skal jeg hen? Hvem er jeg i det hele taget? Jeg skal snart have skaffet mig et job, som jeg stadig kæmper med, for jeg har ikke kunnet arbejde i ferien pga. operationen og forløbet efter, men nu er jeg ved at være klar. 

Der er så mange tanker, der strømmer igennem mit hoved, som efterhånden er ved at være fyldt op til randen for at sige det mildt. Der er så meget, jeg vil. Så meget jeg ønsker mig. Og jeg for ofte en følelse af, at jeg har så travlt og at jeg er "bagud". Men det er jeg jo ikke. Jeg er 20 år - ung, frisk og har stadig lidt krudt bagi. Jeg har eventyrer, oplevelser og nye mennesker at se frem til. Jeg skal bare ud, ud af døren og søge det hele. Ud og se mig omkring. Ud i verden.

Det er også derfor hovedet indimellem har været fyldt med frustrationer. For jeg har brændt for at komme i gang, men i en måned har jeg gået uden at kunnet og måttet det. Men tiden er snart kommet. Der skal ske noget. Ikke mindst skal jeg i gang med at træne i Fitness-centeret igen, som jeg satte på pause før mine eksaminer. Og så har jeg jo heller ikke haft tilladelse til at dyrke motion, hvor jeg får pulsen op og sved på panden, for jeg skal ikke overanstrenge mig og min nye overkæbe. 

Men åh, hvor jeg dog dagdrømmer om den dag om et par uger, hvor jeg stryger mit Fitness World-kort igennem kortlæseren, går ind i omklædningsrummet, får lækkert træningstøj på og musik i ørerne efterfulgt af en rejse gennem diverse maskiner og vægte samt lidt holdtræning i rummet ved siden af. Jeg savner det inderligt og jeg kan ikke vente til endelig at komme i gang med Fitness igen. Og frugt. Masser af frugt! Jeg må jo stadig kun spise blød kost - dvs. kost der kan moses med tungen og i små bider. Så nej, jeg kan ikke spise frugt. Jeg kan spise frugtmos, men det er nu ikke helt det samme. 

Der er meget i mit hoved. Dagdrømme om ting, jeg vil blive i stand til om ikke så lang tid igen. Tanker om fremtiden. Hovedet er fyldt op. Bloggen er også fyldt op. Og dette indlæg tilføjede lige lidt ekstra til bloggen - men tog heldigvis lidt ud af hovedet. 

The Tinge and Life of the Lake

Søens smukke spejlinger

Jeg elsker at gå, løbe og cykle omkring søen. Vores område ved og omkring søen er et idyllisk roligt sted, hvor fuglene trives godt. Der er en ro og en stemning, der næsten ikke kan beskrives med ord, men skal vises med billeder. Fuglenes yndefulde måde at flyve på. Svaneunger der svømmer på en lige række. Andefamilier med små, søde, bløde, pippende ællinger. Folk der går alene eller hånd i hånd og nyder naturen. En tur rundt om søen. Den ro. 

Så blev det endelig sommer

Solen står højt på himlen og sommeren er endelig kommet til syne. Jeg sidder lige nu ude på terrassen og nyder det fantastiske sommervejr. Med henholdt til mig og min tilstand så går alt fremad. Jeg har nemmere ved at snakke, den slemme hævelse er væk (der er dog stadig lidt tilbage), jeg har lettere ved at spise, jeg har stort set ikke ondt mere og lyset er nemmere at se nu. Det hele går som det skal og det går hurtigt fremad. I dag er det 13 dage siden, jeg blev opereret og fremskridtene er markante. Det og så sommervejret bringer et smil på læben - ja, jeg kan faktisk smile lidt nu med lidt nød og besvær. Det strammer lidt, men jeg kan. Og jeg vil.

I går var mine forældre og jeg en aftentur i den gamle by for at se udendørs teater: Erasmus Montanus -  i Simonsens have. Det var rigtig godt og super hyggeligt. Derefter gik vi en tur igennem botanisk have. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i botanisk have, men hyggeligt er der helt sikkert. Det er et dejligt sted. En dejlig aften, der også bringer lidt glæde ind i min hverdag, nu hvor jeg er forhindret i så mange andre ting. Her er nogle billeder fra i går aftes.