mandag den 23. januar 2012

Siden sidst har jeg...

Været dedikeret til mit slanke - og sundhedsprojekt og lavet sunde retter såsom denne, der består af brune ris med kylling, hakkede tomater med chili, rød peberfrugt, røde kidneybønner, hvidløg, rødløg, hønseboullion, stødt chili og lime, hvilket smager helt uimodståeligt godt.

Cyklet hver dag frem og tilbage til skole og Fitness i kedeligt vintervejr - regn, blæst og slud. Heldigvis har stierne været til at cykle på uden islag og store bunker sne, som vi så temmeligt meget af sidste vinter.


Skrevet dagbog (hvilket jeg også vil gøre lige om lidt) for at få styr på tanker og holde mig selv bevidst om forskellige ting, fx at holde mig til mit projekt om at spise sundt, holde mig fra kager + andet usundt (herunder også alkohol). Jeg har udover min dagbog også lavet en motivations - og inspirations"bog" (en notesblog), som jeg har fyldt med billeder af sunde kroppe, sund mad og sunde råd, hvilket virker fantastisk, når/hvis en fristelse skulle komme mig i møde eller hvis jeg overvejer at aflyse træningen en dag. Skrivningen i dagbogen foregår nu i min hyggelige hule af en seng, hvor jeg har hængt min baldakin over, som er lidt tøset og barnlig - jeg fik den for lang tid siden, da jeg var lidt yngre, men den er nu meget hyggelig!

"Været sammen med" min store kærlighed (som ikke ved, jeg eksisterer, men det skal han nok finde ud af en skønne dag) hver gang jeg har tændt computeren for enten at lave ingenting eller måske noget skolearbejde, som der skam ikke mangler noget af. Og det gør skam ikke noget at lave en masse arbejde og skrive noter på computeren, når blot min Tom er lige bag ved word-dokumentet. Mmmm! 

Mest af alt savnet at blogge. Savnet at tage billeder. At gå/løbe/hoppe rundt med mit elskede kamera og tage billeder af alt og intet, blive inspireret og blogge mine billeder. Jeg savner det. Og det kan jeg pludselig mærke, fordi jeg begynder så småt at få mere overskud efter al den motion, jeg har dyrket og de sunde vaner, jeg har fået indviet. Det hele er så småt begyndt at køre som det skal både hvad angår skole, motion og at holde stik til mit projekt. Jeg regner med at vende stærkt tilbage efter en periode, hvor bloggen har været temmelig stille. Jeg har savnet at blogge og at høre fra jer. Jeg glæder mig meget til at blogge lidt mere snart. Det har bare været hektisk med al den Fitness ved siden af skolen og skolekoret. Men jeg skal nok få tid til mere blogning fremover. Og jeg kan love jer for, at der kommer en god stak billeder i vinterferien. Bare vent!

lørdag den 14. januar 2012

Stilhed på bloggen

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par uger. Siden sidst er et nyt år startet og nye muligheder og chancer er i sigte. Jeg er godt i gang med at holde mit nytårsforsæt og at nå min drømmevægt. Jeg har holdt en lille pause fra bloggen, hvilket jeg indimellem har brug for. Det sidste semester af 3.g er begyndt. Og inden længe er det omme. Der skal nok komme flere indlæg og billeder. Jeg kan se, at jeg har mistet to læsere. Jeg håber ikke, at det er pga. stilheden, der er været på bloggen de sidste 14 dage. Jeg har bare haft brug for at komme ordentligt i gang med skolen og fokusere på mit nytårsforsæt. Jeg er ved at komme ind i rytmen igen med lektier og afleveringer, så der vil snart være tid, overskud og inspiration til bloggen. Jeg elsker stadig at blogge og dele mine billeder med alle jer skønne læsere! Jeg håber, at I forstår. Jeg håber også for jer alle, at I er kommet rigtig godt ind i det nye år og at I nyder weekenden i fulde drag.

lørdag den 31. december 2011

fredag den 30. december 2011

Et nytårsforsæt

Det er et lidt anderledes nytårsforsæt, jeg har besluttet mig for at have i år. Et stort et - og så alligevel ikke. Og jeg ved ikke helt, om det kan kaldes et nytårsforsæt. Jeg har startet en ny, privat (indtil videre i hvert fald) blog, som er en slags dagbog til mit trænings - og sundhedsprojekt. Jeg har utallige gange prøvet at få den der livsstil med masser af sundhed, træning og mere energi - dog uden succes. Jeg har dog engang holdt mig fra søde sager i et helt år, så det vil jeg bruge, som en reminder om, at jeg godt kan. 

Jeg er bestemt ikke overvægtig og heller ikke bestemt usund. Jeg drikker stortset aldrig alkohol (det er i hvert fald en dråbe i havet ved siden af det mange andre unge drikker), jeg spiser meget sjældent søde sager, jeg siger nej tak til kager, når nogen fra klassen har kage med og jeg er ikke særlig vild med sodavand - drikker det aldrig.

Målet med mit projekt er, at spise endnu sundere end jeg gør, drikke mere vand (hvilket begge er faktorer i en sund krop med sunde negle, sundt hår osv. samt mere energi). Jeg vil tabe mig nogle kilo, men ikke være anorektiker. Projektet bliver ikke spækfyldt med regler og rutiner, men derimod hjælper den nyopstartede blog mig til at huske på de gange, jeg har trænet og spist godt eller ikke har. Der bliver en naturlig sammenhæng mellem projektet og mit mål med det. Jeg skal på en naturlig og min egen måde tillægge mig nye vaner, som gradvist - forhåbentlig - vil blive til virkelighed.

Jeg har også lavet et lille hæfte med inspirerende billeder, som jeg kan tage med mig overalt, så jeg altid kan kigge i den og blive mindet om mit mål. Jeg har også taget nogle sider ud fra nogle Fitness World magasiner, som er inspirerende og relevante for mit projekt. Jeg starter roligt ud og tager det trin for trin. Projektet starter officielt søndag d. 1. januar 2012 - og hvis alt går vel, indtil d. 1. januar 2013. 

Jeg vil allerede nu ønske jer et godt nytår, da jeg nok først kommer til at skrive i overmorgen. Jeg håber, I får en fantastisk dag! Om I så skal drikke jer fulde i champagne eller bare hygge om en kransekage med familien, håber jeg, at I alle hopper ind i det nye år - år 2012 - med åbne og glade øjne. Et nyt år er på vej. New beginning. New hopes. New dreams. New year.

torsdag den 29. december 2011

Om nytårsforsæt

Jeg har grundet studieretningsprojektet, travlhed og mangel på overskud ikke fået taget mig sammen til at tage i Fitnesscenteret hele december måned. Jeg har dog været temmelig aktiv, fra da jeg startede tilbage i starten af oktober. Jeg har ikke prøvet holdtræning endnu, men det har jeg meldt mig til. Der er en masse holdtræning forude, og jeg glæder mig. Jeg var ude og løbe en tur i går aftes, og det var skønt! Jeg kunne virkelig mærke, hvordan mit overskud og min energi fik et ordentligt skub. Jeg er ved at tilrettelægge træning samt sikre mig, at jeg har noget godt træningstøj og nok af det. Jeg er ved at samle noget godt løbemusik til en spilleliste på min iPod, så jeg altid har nogle fede rytmer til træningen. 

Og så er jeg ved at gennemtænke et par nytårsforsæt. Fejlen folk altid begår ved nytårsforsæt, er, at de enten lægger for mange planer og ændringer ind til det nye år eller at de planer, som de har, er alt for usandsynlige at opnå. Man er nødt til at tage den med ro. Ikke noget med tab 10 kg, få six-pack, lav lektier og stile i god tid og før tid hele tiden, spis aldrig usundt og drik aldrig alkohol. Det kommer selvfølgelig an på, hvor man står i sit liv og hvem man er. Find nogle realistiske mål, der passer præcis til dig og den du er. Nogle mål, der ikke stiller alt for høje krav og som højst sandsynligt ikke vil blive gennemført. Der findes ikke noget værre end at have lagt en masse planer og være helt oppe og køre over dem, hvorefter de straks går i vasken og ikke bliver til noget. Den succesfølelse af, at gennemføre og udføre nogle planer og mål for sig selv er helt fantastisk, og det er derfor, det er vigtigt, at man sætter få og realistiske mål, som man har gennemtænkt grundigt. Det er også vigtigt, at man tænker over, hvordan man kan opnå sit mål for a goal without a plan is just a wish!

Jeg tænker stadig, hvad jeg kunne ændre af vaner, gøre nyt og forbedre. Jeg fokuserer hele tiden på, at der skal være så få mål som muligt og at de ikke skal være for ekstreme og uopnåelige.

Jeg håber, at I alle sammen har haft en helt fantastisk jul!

lørdag den 24. december 2011

onsdag den 21. december 2011

Farvel, studieretningsprojekt

Så er mit studieretningsprojekt afleveret. I god behold hos kontordamerne. Væk fra mit skrivebord. Det er fri for at rette i snørklede sætninger, tjekke formalia, indsætte fodnoter, læse igennem, skrive, skrive, tænke, skrive, tænke, tænke - hver dag. Nu er jeg et frit menneske igen... I hvert fald i et stykke tid. Jeg glemte desværre at få taget et billede af mig selv med de 3 plastikmapper, fordi jeg havde så travlt med at få dem afleveret så hurtigt som muligt, så jeg kunne få dem ud af verden. Så nu er de altså afleveret. Jeg kan slappe af og være stolt af mig selv. Det begynder at dufte af glæde, afslapning, hygge og ferie. Jeg er glad. Jeg er fri. Det er jul. Snart. Meget snart.

lørdag den 17. december 2011