Så blev det endelig sommer

Solen står højt på himlen og sommeren er endelig kommet til syne. Jeg sidder lige nu ude på terrassen og nyder det fantastiske sommervejr. Med henholdt til mig og min tilstand så går alt fremad. Jeg har nemmere ved at snakke, den slemme hævelse er væk (der er dog stadig lidt tilbage), jeg har lettere ved at spise, jeg har stort set ikke ondt mere og lyset er nemmere at se nu. Det hele går som det skal og det går hurtigt fremad. I dag er det 13 dage siden, jeg blev opereret og fremskridtene er markante. Det og så sommervejret bringer et smil på læben - ja, jeg kan faktisk smile lidt nu med lidt nød og besvær. Det strammer lidt, men jeg kan. Og jeg vil.

I går var mine forældre og jeg en aftentur i den gamle by for at se udendørs teater: Erasmus Montanus -  i Simonsens have. Det var rigtig godt og super hyggeligt. Derefter gik vi en tur igennem botanisk have. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i botanisk have, men hyggeligt er der helt sikkert. Det er et dejligt sted. En dejlig aften, der også bringer lidt glæde ind i min hverdag, nu hvor jeg er forhindret i så mange andre ting. Her er nogle billeder fra i går aftes.

Tangled

1 - 2 - 3 - 4 - 5 - 6 - 7 - 8

En helt igennem fantastisk film, som jeg så for første gang i dag. Og hvor var det bare dejligt, at være stand til at se en film. Grundet tideligere slemme smerter, hovedpine osv. har jeg ikke orket andet end at lukke øjnene og slappe af, men da jeg kom hjem i dag, lå der en gave til mig - 2 dvd film. Den ene var "Tangled", som jeg mægtig gerne har villet se i rigtig lang tid, og den så jeg så i dag. Den var så god.

Under hele spændingsforløbet var jeg opslugt og inde i filmen. Jeg elsker, elsker, elsker musicals, og filmen var en slags musical med alle de mange musikindslag og jeg elskede den. Jeg elsker Rapunzels smukke og lange lyse lokker, Eugenes søde smil og charme, musikken om drømme og at rive sig fri, det smukke lysende lanterne. Imens jeg så filmen, gik jeg så vidt til at sidde og tænke: "Jeg vil se den igen". Jeg elsker disneyfilm og denne var fantastisk. Jeg blev rørt flere gange til tårer. En smuk film med smukke scener, smuk musik og smukke budskaber og naturligvis også humør blandet ind i form af sjove bemærkninger, kommentarer og sjove karakterer

Hvis du ikke har set den endnu, er den helt sikkert et kig hver, hvis du også er til glæde, drømme og kærlighed, som disneyfilmene udtrykker på så mange forskellige, flotte måder. Man er aldrig for gammel til disneyfilm og disneyfilm bliver aldrig for gamle. Walt Disney Pictures har gjort det igen. Kreeret en fantastisk film med smuk musik, smukke følelser og efterlader mig endnu en gang med en tåre i øjenkrågen og et smil på læben. Lige hvad jeg havde brug for oven på den hårde operation. Og jeg vil helt sikkert se den igen meget snart, for det er Disney - man kan se disneyfilm igen og igen uden at blive træt af dem. Sådan er det bare

Operationen er overstået

Så er operationen overstået. Veloverstået - biddet blev som det skulle være. Jeg kan dog ikke se det endnu pga. alle hævelserne og skinnen inde i munden Der går nok et stykke tid, før jeg faktisk vil være i stand til at se resultatet. Billede 1 er taget i fredags (operationsdagen) og billede 2 er taget i morges. Jeg er nu kommet hjem efter et par dage på hospitalet. Det er i dag tredjedagen, hvilket betyder at hævelsen normalt topper her og fra nu af skulle det gerne ligeså stille gå op af bakke, så jeg dag efter dag vil kunne se at hævelsen aftager.

Fredag var den mest følsomme og hårde dag i mit liv. Jeg havde lidt sommerfugle i maven på operationsbordet, før jeg ikke kunne holde øjnene åbne mere. Men så kom opvågningen og sonden, der var sat ind i næsen og gik helt ned til maven. Den skulle suge blod ud fra maven for at undgå opkast. Den sad i fra efter operationen ved 1-tiden til kl. 20.30. Det var så hårdt og ubehageligt. Både at have den i og at få den ud. At se al blodet komme ud af mig og det ville ikke holde op. Det var den værste oplevelse i mit liv. Jeg var på det tidspunkt overbevist om, at det her - det kunne jeg bare ikke klare. Det var så hårdt. 

Men jeg overlevede - jeg lever stadig. Jeg sidder her nu, hjemme, i lænestolen. Mundvandet driller lidt og hævelsen er slem, men smerterne er ikke slemme mere. Jeg har tideligere haft helt ubeskrivelig hovedpine - så slem, at I ikke vil kunne forestille jer det. Mange siger, at de ville gå igennem det igen og at det var det hele værd. Lige nu kan jeg nok ikke sige det, men om en måneds tid begynder jeg måske at være mere overbevist. Jeg er i hvert fald sikker på, at når hævelsen er aftaget, så gemmer der sig et flot, nyt ansigt med et flot tandsæt. Bag alt det blå og hævede.

Udover at have været de hårdeste dage i mit liv (fredag var absolut slemmest), så har de også været meget følelsesladede og fyldt med kærlighed og omsorg. Mine forældre har været så kærlige, som forældre jo helst bør være. De har været der for mig i tykt og tyndt og min kærlighed er vokset til dem, selvom jeg ikke selv troede det var muligt. Bare tanken om deres kærlighed har gjort det væsentligt nemmere at komme igennem de meget hårde fysiske tider. Også de hilsener der er kommet fra familie betyder utrolig meget. Min morfar, mors fætter + hans kone, min morbror, min moster, min anden moster, min farbror, mine brødre. Kærligheden, omsorg og tanken om, at andre tænker på en, er ufattelig vigtig. Den har bestemt hjulpet mig lidt på vej i den hårde tid.

I går inden de gik, spurgte jeg, om min far ikke kunne tænde for fjernsynet. Så kom Mr. Bean på og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine og jeg måtte bede ham skifte kanal omgående, for det gør altså temmelig ondt at grine alligevel. Så han skiftede til TV2 Sporten - det hjalp på latteranfaldet. Det var et dejligt øjeblik. Smilene på mine forældres munde. Glæden der pludselig bredte sig mildt i det  soveværelset, i den rene atmosfære. En glæde, der kunne mærkes hele natten igennem og stadig sidder inde i mit hjerte. Det føles som om, at smerterne og de hårde, forfærdelige øjeblikke ingen ende ville tage, men så kom Mr. Bean. Tak Mr. Bean! 

Men Mr. Bean er ikke den vigtigste at takke. Det er først og fremmest selvfølgelig mine forældre, som jeg med tegnesprog efter operationen udtrykte, hvor meget jeg elskede dem. Det var nogle rørende og stærke øjeblikke, vi havde sammen. Og så vil jeg også takke Michelle for at være sådan en rar, sympatisk, omsorgsfuld, sød, smilende, kær og tålmodig sygeplejerske. Hun hjalp mig meget og hun var så rar.

Der er lysere tider på vej. Det er lidt svært at se gennem mine øjne, da hævelsen går helt der op. Men jeg kan mærke det. Time for time, dag for dag. Det hele skal nok ordne sig. For jeg har en kærlighed til og fra mine forældre, der kan overvinde alt. Og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er for dem og den kærlighed, de giver mig. Jeg kan blot sige tak med sindet, sjælen og hele mit hjerte.

Om lidt skal jeg ud og have nogle piller, noget at drikke til min lige nu tørre hals samt noget mad, som er meget vigtig for helingen. Jeg snupper mig en dejlig proteindrik, for protein er ekstra vigtigt under dette forløb. Hvis alt skulle gå normalt og efter planen, kan det kun gå op ad bakke nu - den tanke er så rar og beroligende. Det skal nok gå alt sammen.

Kæbeoperation

Så sker det lige om lidt. Det var faktisk meningen, at det skulle være i dag, men i går fik vi så besked om, at der var kommet en akutpatient. De var derfor nødt til at udskyde min operation. Så i morgen, hvis ikke endnu en akutpatient tager min plads, skal jeg ind på hospitalet og opereres. Nervøs? Tjo, mere spændt på det hele. Men naturligvis også en smule nervøs - dog overbevist om, at det nok skal gå og at det kommer til at være det hele værd. I morgen tidlig kl. 8.00 starter operationen, men jeg skal være derinde 45 minutter før. Det er dejligt, at det er så tidligt på dagen, så jeg ikke skal gå og vente.

Jeg skal opereres i kæben. Min overmund deles op i 3 dele og rykkes ned således, at jeg kan bide sammen. Det har været et langt forløb med fjernelse af alle visdomstænder og togskinner har jeg haft på i 2 år. Jeg kan kun bide sammen med de bagerste tænder i min mund, resten af tænderne når ikke hinanden. Det var en frivillig operation - 100% selvvalgt. For det var ikke ligefrem livsnødvendigt, men da jeg kunne få pænere tandsæt og bid, undgå problemer i fremtiden og fjernet alle visdomstænderne gratis (jeg startede forløbet, før jeg blev 18), så jeg det næsten som et selvfølge at gå igennem det. Og jeg er sikker på, at det vil være alt besværet værd i sidste ende. Det har jeg i hvert fald hørt om fra andre, der har været igennem det samme eller noget der ligner. Spændt, lidt nervøs, men mest af alt længes jeg efter at få det overstået. Jeg glæder mig til at få det overstået. I morgen.