For et par dage siden skulle jeg til at indlæse nogle billeder, jeg havde redigeret til et blogindlæg, men så finder jeg minsandten ud af, at mit Picasa-album er fyldt op til randen, pladsen er brugt. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved det. Men plads nok var der da til ovenstående billede, som er taget ved solnedgangen på stranden for nogle dage siden. Et symbol på det tidspunkt på dagen og den del af naturen, der er god til at frigøre mine tanker og give mig ro i sindet - solnedgangen.
Skal jeg have plads til flere billeder er jeg nødt til at slette nogen, hvilket jo ville være synd og ret dumt. Så er der også den mulighed at betale for mere plads, men det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har aldrig været så meget for at betale for ting som ekstra plads til album online, hjemmesider, mønter til spil (på facebook - dengang jeg spillede på Facebook, ja dengang jeg havde en Facebook-bruger).
Skal jeg have plads til flere billeder er jeg nødt til at slette nogen, hvilket jo ville være synd og ret dumt. Så er der også den mulighed at betale for mere plads, men det gider jeg ikke rigtigt. Jeg har aldrig været så meget for at betale for ting som ekstra plads til album online, hjemmesider, mønter til spil (på facebook - dengang jeg spillede på Facebook, ja dengang jeg havde en Facebook-bruger).
Men nu står det sådan til, at mit album simpelthen er fyldt op. Ligeså er mit hoved. Det er fyldt med tanker, spekulationer, frustrationer og bekymringer - mest om fremtiden. Jeg har ikke længere en tryg ramme (læs: skole hvor alt er tilrettelagt og lærerne står for studieplanen). Nej, nu er det mig, der skal finde ud af hvilken vej, jeg vil gå. Hvad skal der blive af mig? Hvor skal jeg hen? Hvem er jeg i det hele taget? Jeg skal snart have skaffet mig et job, som jeg stadig kæmper med, for jeg har ikke kunnet arbejde i ferien pga. operationen og forløbet efter, men nu er jeg ved at være klar.
Der er så mange tanker, der strømmer igennem mit hoved, som efterhånden er ved at være fyldt op til randen for at sige det mildt. Der er så meget, jeg vil. Så meget jeg ønsker mig. Og jeg for ofte en følelse af, at jeg har så travlt og at jeg er "bagud". Men det er jeg jo ikke. Jeg er 20 år - ung, frisk og har stadig lidt krudt bagi. Jeg har eventyrer, oplevelser og nye mennesker at se frem til. Jeg skal bare ud, ud af døren og søge det hele. Ud og se mig omkring. Ud i verden.
Det er også derfor hovedet indimellem har været fyldt med frustrationer. For jeg har brændt for at komme i gang, men i en måned har jeg gået uden at kunnet og måttet det. Men tiden er snart kommet. Der skal ske noget. Ikke mindst skal jeg i gang med at træne i Fitness-centeret igen, som jeg satte på pause før mine eksaminer. Og så har jeg jo heller ikke haft tilladelse til at dyrke motion, hvor jeg får pulsen op og sved på panden, for jeg skal ikke overanstrenge mig og min nye overkæbe.
Men åh, hvor jeg dog dagdrømmer om den dag om et par uger, hvor jeg stryger mit Fitness World-kort igennem kortlæseren, går ind i omklædningsrummet, får lækkert træningstøj på og musik i ørerne efterfulgt af en rejse gennem diverse maskiner og vægte samt lidt holdtræning i rummet ved siden af. Jeg savner det inderligt og jeg kan ikke vente til endelig at komme i gang med Fitness igen. Og frugt. Masser af frugt! Jeg må jo stadig kun spise blød kost - dvs. kost der kan moses med tungen og i små bider. Så nej, jeg kan ikke spise frugt. Jeg kan spise frugtmos, men det er nu ikke helt det samme.
Der er meget i mit hoved. Dagdrømme om ting, jeg vil blive i stand til om ikke så lang tid igen. Tanker om fremtiden. Hovedet er fyldt op. Bloggen er også fyldt op. Og dette indlæg tilføjede lige lidt ekstra til bloggen - men tog heldigvis lidt ud af hovedet.
