At være mig

Hvad indebærer det at være mig? Det er et godt spørgsmål. Det har jeg brugt mange år på at finde ud af og en skønne dag er jeg sikker på, at jeg sort på hvidt kan skrive - mere eller mindre - hvem jeg er. Hvad kan jeg lide? Hvad kan jeg ikke fordrage? Og hvorfor? Hvad er min yndlingsfarve? Hvad tænder jeg på? Der er meget, der kan definere en som person. Vi bruger alle i vores unge år tid på at afprøve, teste og lege med forskellige måder at gøre tingene på. Vi prøver at overskride grænser og gøre det forbudte, vi fortryder og vi lærer dermed af vores fejl. De situationer vi ikke fortryder, lærer vi også af. Vi lærer noget om os selv.

Så hvad er meningen med dette indlæg. Jo. Det slog som et lyn ned fra himlen i dag for mig og jeg indså noget, som jeg skulle have gjort for længe siden. Jeg havde i forvejen besluttet mig for at afbestille billetten til festen i går, men en veninde overtalte mig til at tage med, og det gjorde jeg. Men jeg fortrød. Det var ikke en dårlig fest, det var da hyggeligt nok. Bortset fra at jeg kastede lidt op, da jeg kom hjem, så var det fint nok. Men pointen er, at jeg startede med at prøve at drikke i 1.g, da jeg havde været fuldstændig kritisk og åben om mit had til alkohol på efterskolen, og det ødelagde en masse. Jeg besluttede mig for at prøve. Og efterhånden blev det noget, som jeg tænkte, jeg jo måtte gøre. Jeg går i gymnasiet, jeg er ung, jeg vil gå glip af for mange fester, hvis jeg ikke drikker. For ikke at drikke er for mig ensbetydende med, at jeg ikke kommer til fester med alkohol. Jeg kan ikke have det sjovt som ædru, når folk går berusede omkring mig. Jeg kan sagtens have det sjovt uden alkohol. Jeg har det faktisk meget sjovere uden alkohol. Men som ædru bryder jeg mig ikke om at se på eller være sammen med fulde mennesker. 

Længe har der siddet den pige i mig fra efterskolen, som ikke brød sig om det at drikke sig fuld og at folk gør det, men hun har siddet gemt inde i mig og har gerne villet ud. Det kom hun i dag. Hende den fornuftige, kristne, alkoholafvisende, glade, gode pige. Hun kom frem. Og det har gjort mig glad. Det er jo hende, der er mig. Jeg vil opfatte disse to år af mit liv, hvor jeg har prøvet at drikke alkohol, som en test for mig. Jeg ville prøve og se, hvad det gik ud på og den dag i dag, lige nu, har jeg fundet ud af, at det skal jeg ikke. Jeg vil ikke drikke. Det er jo ikke mig. Det er noget, jeg har bildt mig ind og blot har villet holde fast i, for ellers ville jeg føle mig udenfor, da jeg dermed ikke ville komme med til fester. Men nu har jeg sat min hånd i bordet. Det er slut. Og jeg ved at Gud nok skal tilgive mig, for jeg angrer. 

Jeg har aldrig følt mig så lettet, som jeg gør nu. Det er som om, der var en del af mig, der var forsvundet, og som jeg nu har fundet. Det er en fantastisk følelse. For det er jo sådan set det, jeg arbejder på. Jeg arbejder på at finde mig selv, på at være mig. For hvem er jeg? Jeg håber engang, at kunne besvare det spørgsmål uden tvivl, men lige nu kan jeg blot give et par brikker, som jeg har samlet i løbet af mit liv til det store puslespil, som jeg en gang regner med er samlet med de rigtige brikker.