Forår - hvor er du?

Fodbold

Så kom det. Som et lyn fra himlen. Et brag fra et jordskælv. Pludseligt kom det bare. Men det har ligget under overfladet og luret. Savnet og trangen til fodbold - til endnu engang at sparke til den runde bold på græsset. Hvor savner jeg det inderligt. Og længe har jeg følt mig splittet, forvirret, ude af mig selv, alene. Men jeg vil gøre en ende på det. Den sunde livsstil, jeg har dyrket har givet mig fysisk glæde og gjort mig i god form, men jeg mangler det psykiske, det sociale. Passionen for en hobby, en fritidsinteresse - ikke bare fitness. Og sprang det frem i mit hoved den anden dag. "Fodbold, Sandra - det er på tide, du får bolden frem igen og bevæger dig ud på græsset. Du skulle have gjort det for længe siden, men det er ikke for sent. Kom så". Det er også derfor bloggen er temmelig stille. Jeg forsøger at finde mine passioner frem og få dem lagt på bordet, så jeg kan dyrke dem, udvikle dem og få dem til at blive en del af mit liv. De har ligget på hylden for længe, og alt for længe har jeg gået rundt og manglet noget i min hverdag og i mit sind. Bloggen kræver meget inspiration og tid rent psykisk, og lige nu bruger jeg bloggen for at få nogle af mine mange tanker og følelser ud.

Jeg har to storebrødre og den ene har især været interesseret i fodbold og selv spillet. Jeg spillede med dem fra det tidspunkt, hvor jeg tog mine første skridt. Jeg spillede med drengene i folkeskolen og jeg spillede med mine nabovenner. Jeg begyndte til fodbold - med min far som træner - da jeg var 8 år og stoppede igen, da jeg var 13. Min far stoppede, da jeg var 12 (tror jeg) og der kom en ny god træner som erstatning, men han stoppede så, da han skulle være far. Så stoppede jeg også. Mest grundet hans fratræden. Heldigvis har jeg stadig talentet, teknikken og formen. En fra min klasse fortalte sågar i starten af 3.g, at en dreng fra min klasse havde sagt: "Wow, Sandra er jo for syg" (eller sådan noget - og med "syg" mener han nok "pænt god"), da han havde kigget over på vores hold, der spillede fodbold i idrætstimen. Den kommentar glemmer jeg ikke lige foreløbig. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg tænker på det. 

Og jeg har savnet det. Jeg savner også at gå til klaver, at få inspiration og motivation til at øve. Jeg har måske fokuseret for meget på ting, jeg ikke burde fokusere på de sidste par år. Men lige nu - som i nu - er det slut. Jeg er stadig ung og frisk. Livet ligger der foran mine fødder. Det er på tide, jeg tager ansvar, og begynder at leve lidt mere i nuet og få mig - tja... Et liv. Et liv fyldt med aktivitet og glæder ved interesser, som siger mig noget. Som gør mig glad og hver dag værd at leve. Fodbold kan helt sikkert hjælpe mig på vej. Det er jeg sikker på.

Jeg husker det, som var det i går. Duften af det nyslåede græs. Den friske luft og solen lavt på himlen de sene sommeraftener. Lyden af foden, der sparker til bolden. Lyden af fodboldstøvler, der går på asfalt. Varmen mod huden, når solen skinnede. Glidende tacklinger i regnvejr. Grin, latter, sammenhold, fællesskab, opbakning, inspiration, motivation, glæde, smil og sved på panden. Den fornemmelse i min mave og min sjæl, der bare fortalte mig, at det her - det var mig, det var min passion. Jeg elskede fodbold noget så inderligt. Sjove fodboldlege, seriøs træning. Forældrene på sidelinjen. Følelsen efter en sjov, god og hård omgang træning. Nettet fyldt med fodbolde. Spanden med vand og svampe. Drikkedunke med isvand. Fodboldstøvler, benskinner og lange røde strømper. Løse shorts. Følelsen efter en god kamp - følelsen efter en vundet kamp. Følelsen efter et scoret mål. Følelsen af at være super god til sit fag - til fodbold, at man er hjemme og tilpas, hvor man er - på fodboldbanen med sit hold. At være sikker på sig selv. Sidde på græsset - plukke græsset, hive det op med begge hænder. Rejser til de forskellige klubber rundt om i landet - jeg har ikke tal på alle de klubhuse og omklædningsrum, jeg har været i. Og da også aftensmaden, der stod parat, når man kom hjem, som man trængte til efter at have trænet hårdt på den grønne plæne.

Så var der jo også - for ikke at forglemme - fodboldstævnerne - da vi boede i telte i flere dage. Der var fællesspisning i hallen og tandbørstning på toiletter i vogne. Der var en lille kiosk, hvor vi købte snoller indimellem. Vi kedede os aldrig. Vi levede i nuet. Vi havde det så godt. Vi nød det. Vi gjorde, hvad vi elskede. Spillede fodbold. Jeg har stadig de 3 medaljer, som jeg modtog i min tid som fodboldspillerinde - en guld, en sølv og en bronze. De hænger så fint på min væg lige ved siden af min dør.

Spilletrøje nr. 13, venstre back - det var mig... Det er mig.