Hej... Længe siden.

Hej læsere - hvis der da stadig er nogle derude. Jeg kan godt forstå, hvis der ikke er. Jeg undskylder den meget lange periode uden ord og billeder herinde. Uanset om der er nogle, der læser med eller ej, laver jeg nu alligevel et blogindlæg alligevel. Bare for lige at få nogle tanker ud.

Længe siden - jo vidst. Nogle måneder er det da vidst blevet til. Hvad skete der? Jeg fik travlt. Eller, det gjorde jeg egentlig ikke så meget. Altså, siden jeg sidst skrev har jeg fået et job ganske vidst. Men altså - motivationen har bare ikke været der. 

Men hvor savner jeg det egentlig. At dele tanker, billeder. At komme ud med noget. Med ord. Og billeder. Og jeg vil til det igen. Jeg har længe gået i en periode og manglet motivation og inspiration. Jeg har været igennem nogle ting og er det stadig. Mit hoved er sprængfyldt med... Alt muligt. Så jeg tænker, at det ville være belejligt at komme ud med nogle følelser via blogging igen.

Denn gang vil jeg dog udtrykke mig gennem billeder og intet andet. Og det vil ske på en helt ny blog. En helt frisk start. Jeg vil inddrage få flotte, enestående billeder. Åh, hvor jeg savner det. I gymnasiets blå bog står der ganske vidst også flere hentydninger til mine fotografiske evner og at jeg i fremtiden vil blive fotograf, så jeg må hellere i gang igen. Og jeg elsker det jo. Og savner det. 

Jeg håber, at der stadig er nogle derude, der måske vil følge med i en ny blog, som jeg starte om. Der hvor et nyt eventyr vil begynde, en ny frisk start, en ny chance. Kun fantasien sætter grænser, som man siger.

Jeg er begyndt. Det skulle ikke være fra starten af det nye år, eller den første i måneden eller "i næste uge". Nu. Her. Lige for et par timer siden. Opret ny blog. Jeg gjorde det. Følg med, hvis I vil.

Den er stadig under ombygning naturligvis. Men her linket: http://photosoflifeandstuff.blogspot.dk/

Forår - hvor er du?

Fodbold

Så kom det. Som et lyn fra himlen. Et brag fra et jordskælv. Pludseligt kom det bare. Men det har ligget under overfladet og luret. Savnet og trangen til fodbold - til endnu engang at sparke til den runde bold på græsset. Hvor savner jeg det inderligt. Og længe har jeg følt mig splittet, forvirret, ude af mig selv, alene. Men jeg vil gøre en ende på det. Den sunde livsstil, jeg har dyrket har givet mig fysisk glæde og gjort mig i god form, men jeg mangler det psykiske, det sociale. Passionen for en hobby, en fritidsinteresse - ikke bare fitness. Og sprang det frem i mit hoved den anden dag. "Fodbold, Sandra - det er på tide, du får bolden frem igen og bevæger dig ud på græsset. Du skulle have gjort det for længe siden, men det er ikke for sent. Kom så". Det er også derfor bloggen er temmelig stille. Jeg forsøger at finde mine passioner frem og få dem lagt på bordet, så jeg kan dyrke dem, udvikle dem og få dem til at blive en del af mit liv. De har ligget på hylden for længe, og alt for længe har jeg gået rundt og manglet noget i min hverdag og i mit sind. Bloggen kræver meget inspiration og tid rent psykisk, og lige nu bruger jeg bloggen for at få nogle af mine mange tanker og følelser ud.

Jeg har to storebrødre og den ene har især været interesseret i fodbold og selv spillet. Jeg spillede med dem fra det tidspunkt, hvor jeg tog mine første skridt. Jeg spillede med drengene i folkeskolen og jeg spillede med mine nabovenner. Jeg begyndte til fodbold - med min far som træner - da jeg var 8 år og stoppede igen, da jeg var 13. Min far stoppede, da jeg var 12 (tror jeg) og der kom en ny god træner som erstatning, men han stoppede så, da han skulle være far. Så stoppede jeg også. Mest grundet hans fratræden. Heldigvis har jeg stadig talentet, teknikken og formen. En fra min klasse fortalte sågar i starten af 3.g, at en dreng fra min klasse havde sagt: "Wow, Sandra er jo for syg" (eller sådan noget - og med "syg" mener han nok "pænt god"), da han havde kigget over på vores hold, der spillede fodbold i idrætstimen. Den kommentar glemmer jeg ikke lige foreløbig. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg tænker på det. 

Og jeg har savnet det. Jeg savner også at gå til klaver, at få inspiration og motivation til at øve. Jeg har måske fokuseret for meget på ting, jeg ikke burde fokusere på de sidste par år. Men lige nu - som i nu - er det slut. Jeg er stadig ung og frisk. Livet ligger der foran mine fødder. Det er på tide, jeg tager ansvar, og begynder at leve lidt mere i nuet og få mig - tja... Et liv. Et liv fyldt med aktivitet og glæder ved interesser, som siger mig noget. Som gør mig glad og hver dag værd at leve. Fodbold kan helt sikkert hjælpe mig på vej. Det er jeg sikker på.

Jeg husker det, som var det i går. Duften af det nyslåede græs. Den friske luft og solen lavt på himlen de sene sommeraftener. Lyden af foden, der sparker til bolden. Lyden af fodboldstøvler, der går på asfalt. Varmen mod huden, når solen skinnede. Glidende tacklinger i regnvejr. Grin, latter, sammenhold, fællesskab, opbakning, inspiration, motivation, glæde, smil og sved på panden. Den fornemmelse i min mave og min sjæl, der bare fortalte mig, at det her - det var mig, det var min passion. Jeg elskede fodbold noget så inderligt. Sjove fodboldlege, seriøs træning. Forældrene på sidelinjen. Følelsen efter en sjov, god og hård omgang træning. Nettet fyldt med fodbolde. Spanden med vand og svampe. Drikkedunke med isvand. Fodboldstøvler, benskinner og lange røde strømper. Løse shorts. Følelsen efter en god kamp - følelsen efter en vundet kamp. Følelsen efter et scoret mål. Følelsen af at være super god til sit fag - til fodbold, at man er hjemme og tilpas, hvor man er - på fodboldbanen med sit hold. At være sikker på sig selv. Sidde på græsset - plukke græsset, hive det op med begge hænder. Rejser til de forskellige klubber rundt om i landet - jeg har ikke tal på alle de klubhuse og omklædningsrum, jeg har været i. Og da også aftensmaden, der stod parat, når man kom hjem, som man trængte til efter at have trænet hårdt på den grønne plæne.

Så var der jo også - for ikke at forglemme - fodboldstævnerne - da vi boede i telte i flere dage. Der var fællesspisning i hallen og tandbørstning på toiletter i vogne. Der var en lille kiosk, hvor vi købte snoller indimellem. Vi kedede os aldrig. Vi levede i nuet. Vi havde det så godt. Vi nød det. Vi gjorde, hvad vi elskede. Spillede fodbold. Jeg har stadig de 3 medaljer, som jeg modtog i min tid som fodboldspillerinde - en guld, en sølv og en bronze. De hænger så fint på min væg lige ved siden af min dør.

Spilletrøje nr. 13, venstre back - det var mig... Det er mig.

Dagdrømme om fremtiden

Åh, hvor jeg dog dagdrømmer for tiden! Dagdrømmer om familielivet. Jeg håber så inderligt at det vil ske for mig en dag. Det med mand, arbejde, hus og have - ja, og familie. Børn. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg har længe gået og dagdrømt om det. Det med at opfostre sine helt egne, skønherlige børn. At hente dem efter skole. Have lækre hjemmebagte godter parat til dem, når de kommer hjem fra skole. Sende dem i skole med madpakke og hjælpe dem lidt med lektier. Forberede børnefødselsdage med menu, balloner, lege - hele pakken. Juleaftener med børnenes - ens egne børn - strålende øjne. Lave mad med børnene i køkkenet. Skovtur, strandtur, gåtur, tur hen på legepladsen, tur i supermarkedet, købe gaver og nyt tøj til børnene. Masser af sociale arrangementer og aktiviteter. Forældremøder i skolen, konfirmation, fester - listen er endeløs. Tage børnene med på ferie, i tivoli, i badeland. Putte dem, læse godnathistorier, kysse dem godnat, se dem vokse. Se dem leve. Leve med dem. Jeg håber, jeg engang får sådan et liv - et familieliv. Ja, selvfølgelig er der også svære og hårde tider, der vil komme en i møde. Konflikter, pubertet, uenighed, babygråd, men alt hvad der er godt har også lidt skidt med sig - og jeg er sikker på, at det er det hele værd. Uden tvivl. Familielivet og alt hvad det bringer... Tja, det vil jeg glæde mig til, hvis det engang sker. Forhåbentlig. Jeg må nok lige anskaffe mig en mand først. Og så tager vi den stille og roligt derfra. Dagdrømmeriet fortsætter indtil da.

Vinterens dunkle mørke

Det er stadig nemt at mærke, at det er vinter. Mørket dominerer stadig både morgen og aften, men det er også tydeligt at mærke forskel. Ganske langsomt bliver det faktisk lysere og det er herligt. Nu er vinteren snart slut og vi er på vej hen mod lysere tider. Jeg kan godt mærke på min krop, at den savner lys og varme i stedet for alt det mørke, kulde og det sjaskede vejr med sne og regn. Vinteren er for mig hyggeligst der i slut-november og hele december, men så behøver jeg personligt heller ikke mere. Jeg har brug for sol og varme. Men smuk er naturen om vinteren - kameraet er glad for alle årstiderne. Men jeg vil nu gerne have lidt mere lys. Især fordi jeg er et A-menneske og står op ved 6-tiden hver dag. Og der er altid mørkt kl. 6. Men om sommeren står solen jo meeeeget tidligere op! Åh, jeg glæder mig til den tid kommer.

Skovtur i februar

Solens skær på frost og sne